Licensens veje er uransagelige, og det må så være forklaringen på, at to mennesker, der bor sammen og deler fjernsyn, men ikke er kærester, skal betale to gange licens, mens de kun ville skulle betale én gang, hvis de også delte seng. Hvad i al verden det kommer Licens-Lars ved, om folk holder i hånd, når de ser fjernsyn, og hvad de i øvrigt laver med hinanden eller ikke laver med hinanden, når fjernsynet er slukket, det må Guderne vide!
Ingen andre forbrugsskatter er indrettet sådan, at man kan nøjes med én, hvis man er gift, men må betale to, hvis man bare er venner. Denne særegne prispolitik kendes heller ikke fra det almindelige forretningsliv, hvor man er helt og aldeles ligeglad med, om varen benyttes i et par- eller et venneforhold. I videobutikken spørges der f.eks. ikke efter kundernes ægteskabelige status, når der udlejes film, og hvis man gjorde, så ville man uden den ringeste tvivl få forbrugerombudsmanden på nakken og i øvrigt også en hærskare af forbrugerjournalister fra Danmarks Radio.
Men den behandling, som ingen ville finde sig i fra en privat forretningsmand, skal vi fortsat finde os i fra DR og licenspolitiet. Politikerne vil efter alt at dømme ikke lave om på ordningen, før medielicensaftalen skal genforhandles i 2011, og om det til den tid bliver anderledes vides ikke.
Politikernes kræver at have deres helt egen medievirksomhed i Ørestaden med den begrundelse, at danskerne skal have et mere varieret medieudbud. Men der kommer ikke et eneste produkt fra Danmarks Radio, som ikke kan produceres og distribueres af DR's kommercielle konkurrenter eller af engagerede mennesker med en særlig interesse for et emne med kun et meget lille publikum.
Den eneste vare fra Danmarks Radio, som er helt enestående, er betalingssystemet. Ingen andre end DR har den frækhed at kræve betaling for deres varer hos folk, som ikke bruger den, men alene har "mulighed" for at gøre det. Og ingen andre ville slippe af sted med DR's mærkværdige prisdiskriminationspolitik, som har den konsekvens, at Licens-Lars må snage i folks privatliv, når han skal afgøre, om to mennesker skal betale to gange for en ydelse, som to andre mennesker kun skal betale én gang for.
Ingen andre forbrugsskatter er indrettet sådan, at man kan nøjes med én, hvis man er gift, men må betale to, hvis man bare er venner. Denne særegne prispolitik kendes heller ikke fra det almindelige forretningsliv, hvor man er helt og aldeles ligeglad med, om varen benyttes i et par- eller et venneforhold. I videobutikken spørges der f.eks. ikke efter kundernes ægteskabelige status, når der udlejes film, og hvis man gjorde, så ville man uden den ringeste tvivl få forbrugerombudsmanden på nakken og i øvrigt også en hærskare af forbrugerjournalister fra Danmarks Radio.
Men den behandling, som ingen ville finde sig i fra en privat forretningsmand, skal vi fortsat finde os i fra DR og licenspolitiet. Politikerne vil efter alt at dømme ikke lave om på ordningen, før medielicensaftalen skal genforhandles i 2011, og om det til den tid bliver anderledes vides ikke.
Politikernes kræver at have deres helt egen medievirksomhed i Ørestaden med den begrundelse, at danskerne skal have et mere varieret medieudbud. Men der kommer ikke et eneste produkt fra Danmarks Radio, som ikke kan produceres og distribueres af DR's kommercielle konkurrenter eller af engagerede mennesker med en særlig interesse for et emne med kun et meget lille publikum.
Den eneste vare fra Danmarks Radio, som er helt enestående, er betalingssystemet. Ingen andre end DR har den frækhed at kræve betaling for deres varer hos folk, som ikke bruger den, men alene har "mulighed" for at gøre det. Og ingen andre ville slippe af sted med DR's mærkværdige prisdiskriminationspolitik, som har den konsekvens, at Licens-Lars må snage i folks privatliv, når han skal afgøre, om to mennesker skal betale to gange for en ydelse, som to andre mennesker kun skal betale én gang for.
