Med jævne mellemrum hører man offentligt ansatte klage over, at deres lønninger ikke er lige så høje som tilsvarende lønninger i den private sektor. Men arbejder de da lige så effektivt? Intet tyder på det. Institutionerne i den offentlige sektor får penge, uanset hvor meget der bliver produceret og uanset kvaliteten af det producerede. Det er ikke befordrende for viljen til at gøre sit bedste.
Det er ikke fordi man går rundt i den offentlige sektor og helt bevidst gør sit arbejde dårligere og langsommere, end samvittigheden tilsiger. Det er mere noget med, at man - som alle andre mennesker - er tilbøjelig til at bilde sig selv ind, at det, der er i ens egen interesse, nok også er i brugernes interesse. Er endnu et medarbejdermøde med kaffe på bordet egentlig ikke det bedste for de ældre på plejehjemmet? Tingene skal jo snakkes igennem, så man kan nå frem til de bedste løsninger for beboerne! I den offentlige sektor er det ikke svært at overbevise sig selv om, at ansatte og brugere har de samme interesser, for brugerne kan ikke vise deres modvilje mod de ansattes beslutninger ved at søge mod konkurrerende institutioner. I den private sektor derimod er der afregning ved kasse et, hvis man har svært ved at identificere forskellen på kundernes behov og ens egne behov.
Da 1990erne var overstået sendte den daværende socialdemokratiske finansminister, Pia Gjellerup, en rapport på gaden, som anslog, at effektiviteten i den offentlige sektor i det forløbne tiår var faldet med ti procent. I samme tiår var effektiviteten i den private sektor som altid steget. Baggrunden for de forholdsvis store lønninger i den private sektor er en høj produktivitet. Hvad skulle baggrunden for lignende høje lønninger i den offentlige sektor være? Medlidenhed?
Hvis de offentligt ansatte vil have samme løn som de privat ansatte, så må de til at rubbe neglene. Alternativt kan de jo bare foreslå sig selv privatiseret. Hvorfor gør de mon aldrig det?
Det er ikke fordi man går rundt i den offentlige sektor og helt bevidst gør sit arbejde dårligere og langsommere, end samvittigheden tilsiger. Det er mere noget med, at man - som alle andre mennesker - er tilbøjelig til at bilde sig selv ind, at det, der er i ens egen interesse, nok også er i brugernes interesse. Er endnu et medarbejdermøde med kaffe på bordet egentlig ikke det bedste for de ældre på plejehjemmet? Tingene skal jo snakkes igennem, så man kan nå frem til de bedste løsninger for beboerne! I den offentlige sektor er det ikke svært at overbevise sig selv om, at ansatte og brugere har de samme interesser, for brugerne kan ikke vise deres modvilje mod de ansattes beslutninger ved at søge mod konkurrerende institutioner. I den private sektor derimod er der afregning ved kasse et, hvis man har svært ved at identificere forskellen på kundernes behov og ens egne behov.
Da 1990erne var overstået sendte den daværende socialdemokratiske finansminister, Pia Gjellerup, en rapport på gaden, som anslog, at effektiviteten i den offentlige sektor i det forløbne tiår var faldet med ti procent. I samme tiår var effektiviteten i den private sektor som altid steget. Baggrunden for de forholdsvis store lønninger i den private sektor er en høj produktivitet. Hvad skulle baggrunden for lignende høje lønninger i den offentlige sektor være? Medlidenhed?
Hvis de offentligt ansatte vil have samme løn som de privat ansatte, så må de til at rubbe neglene. Alternativt kan de jo bare foreslå sig selv privatiseret. Hvorfor gør de mon aldrig det?