Leder: Løkke og hans trofaste svende

På Facebook findes en gruppe, som ikke er voldsomt populær: "Er Lars Løkke Rasmussen også DIN kommende statsminister?" hedder gruppen lidt kryptisk...

Slettet Bruger,

14/11/2008

På Facebook findes en gruppe, som ikke er voldsomt populær: "Er Lars Løkke Rasmussen også DIN kommende statsminister?" hedder gruppen lidt kryptisk, men læser man videre finder man ud af, at den ikke handler om at spå om fremtiden, men at den indeholder en opfordring: "Bak op om Lars", står der på siden. Måske skulle man have holdt sig til det kryptiske? I hver fald er det i skrivende stund kun lykkedes at få 100 personer til at lægge navn til et medlemsskab, heraf mindst to der får løn for det i Venstres landsorganisation og i Finansministeriet. Hertil kommer et par håndfulde medlemmer af Venstres folketingsgruppe, som håber at blive belønnet for deres loyalitet med en ministerpost, hvis Lars Løkke Rasmussen får lov til at tage over i Statsministeriet efter Anders Fogh Rasmussen.

At gruppens kranke skæbne ikke kun har anekdotisk værdi fortæller en meningsmåling, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende op til weekendens landsmøde i Venstre. Tænk, at den gamle tante kan være så styg! Målingen viser meget klart, at Lars Løkke Rasmussen ikke kommer i nærheden af at være danskernes førstevalg som statsminister, når Anders Fogh Rasmussen stopper. Selv Helle Thorning-Schmidt vil de hellere have, men allerlykkeligst vil de være, hvis de Konservatives Lene Espersen kunne tage over.

Venstres Søren Pind, som er en af dem, der håber allermest på at blive begavet med en ministerpost af Løkke, kommer i en kommentar til målingen sin fremtidige velgører til undsætning ... eller han forsøger det i hvert fald. Det lykkes bare ikke så godt, når han hævder, at en sammenligning af finansministerens, Espersens og Thornings popularitet er unfair. Man burde i stedet sammenligne Løkke med den i vide kredse ukendte Nick Hækkerup, siger Pind i fulde alvor. Ja, det kan da godt være, at man skal det - i hvert fald hvis man ikke har stor tiltro til Løkke.

Helt grinagtigt bliver det, når Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, der er bange for, at Pind skal få flere loyalitetspoint end hende og dermed en finere ministerpost, efterfølgende går ud og siger, at det i virkeligheden er finanskrisen, som er årsag til Lars Løkke Rasmussens ringe opbakning hos vælgerne. Finanskrisen? Ja, "der er ingen tvivl om, at det har en indvirkning på, hvordan vælgerne ser på ham", siger hun. Men hov, er det ikke Lene Espersen, der som økonomi- og erhvervsminister har taget al slæbet med at forklare regeringens politik i forhold til finanskrisen? Jo, sørme nok. Men i det mindste fik Inger Støjberg da vist sin loyalitet, omend ikke sin overlegne tankevirksomhed. Det sidste har jo heller aldrig været et krav for opnåelse af en ministerpost!

Cut the crap, som man siger på den anden side af det store hav: Løkke er upopulær, fordi han har gået for meget i byen og tørret regningen af på os andre. Han er upopulær, fordi han har optrådt arrogant i sin afvisning af at have gjort noget forkert. Og ikke mindst er han upopulær, fordi det virker som om, han er med i politik for at opnå noget til sig selv, ikke fordi han brænder for at gøre samfundet bedre.

Venstre gør klogt i at se sig om om efter en anden kronprins end Lars Løkke Rasmussen.

Kilde: