Finansminister Claus Hjort Frederiksen aflyser nu enhver reform af arbejdsmarkedspolitikken, selvom næste års finanslov budgetterer med et underskud på 60 mia. kr., og selvom de offentlige finanser på længere sigt mangler 14 mia. kr. for at være holdbare. Det er horribelt, men ingen bør undre sig over det, for det var til at forudsige, allerede da Lars Løkke Rasmussen overtog Statsministeriet.
Venstres ledelse har i de kommende år én prioritet og kun én: Løkke skal genvælges som statsminister ved det førstkommende valg. Sker det nemlig ikke, så vil Lars Løkke Rasmussen gå over i Venstres partihistorie som en fiasko. Han fik serveret regeringsmagten på et sølvfad af sin forgænger, uden egen fortjeneste. Men da han selv skulle løfte opgaven ved sit første folketingsvalg, fejlede han. Sådan vil Løkkes eftermæle blive, hvis han ikke får valgsejren i hus. En personlig katastrofe, med andre ord.
I den situation vil selv store politiske landvindinger ikke kunne gennemføres med Lars Løkke Rasmussens gode vilje, hvis de indebærer blot den mindste lille risiko for at spænde ben for genvalgsprojektet. Hensynet til Løkkes helt personlige ambitioner vil altid overtrumfe hensynet til Venstre-baglandets politiske ambitioner om at trække samfundet i den rigtige retning.
Hvad Venstre-baglandet burde spørge sig selv om, er dog dette: Er det derfor, man betaler kontingent til et parti? Er det derfor, man hænger plakater op i lygtepælene på kolde vinteraftner? Er det derfor, man kæmper for at skaffe nye medlemmer til partiet? Gør man virkelig alt dette og mere til, for at Lars Løkke Rasmussen kan have en tryg karriere og fylde mange år ud i historiebøgerne? Eller gør man det, fordi man gerne vil præge den førte politik?
Hvis svaret er det sidste, så burde Venstres medlemmer nok sende et kritisk ord eller to til deres partiledelse i de kommende dage. Den, der tier, samtykker.
Venstres ledelse har i de kommende år én prioritet og kun én: Løkke skal genvælges som statsminister ved det førstkommende valg. Sker det nemlig ikke, så vil Lars Løkke Rasmussen gå over i Venstres partihistorie som en fiasko. Han fik serveret regeringsmagten på et sølvfad af sin forgænger, uden egen fortjeneste. Men da han selv skulle løfte opgaven ved sit første folketingsvalg, fejlede han. Sådan vil Løkkes eftermæle blive, hvis han ikke får valgsejren i hus. En personlig katastrofe, med andre ord.
I den situation vil selv store politiske landvindinger ikke kunne gennemføres med Lars Løkke Rasmussens gode vilje, hvis de indebærer blot den mindste lille risiko for at spænde ben for genvalgsprojektet. Hensynet til Løkkes helt personlige ambitioner vil altid overtrumfe hensynet til Venstre-baglandets politiske ambitioner om at trække samfundet i den rigtige retning.
Hvad Venstre-baglandet burde spørge sig selv om, er dog dette: Er det derfor, man betaler kontingent til et parti? Er det derfor, man hænger plakater op i lygtepælene på kolde vinteraftner? Er det derfor, man kæmper for at skaffe nye medlemmer til partiet? Gør man virkelig alt dette og mere til, for at Lars Løkke Rasmussen kan have en tryg karriere og fylde mange år ud i historiebøgerne? Eller gør man det, fordi man gerne vil præge den førte politik?
Hvis svaret er det sidste, så burde Venstres medlemmer nok sende et kritisk ord eller to til deres partiledelse i de kommende dage. Den, der tier, samtykker.
