64 danske kvinder sidder i dag i bestyrelsen for en børsnoteret norsk virksomhed, efter at politikerne deroppe har besluttet, at mindst 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne skal være kvinder. Det har simpelthen ikke været muligt for virksomhederne at finde nok kvalificerede norske kvinder, så de har måttet se sig om i udlandet. Tænk hvis alle lande gjorde som Norge - hvor skulle man så finde alle de bestyrelsesegnede kvinder? På Mars?
Det norske eksempel viser med al tydelighed, at tanken om at lovgive sig til en bestemt andel af kvinder i erhvervslivets top er født af ideologiske drømmere uden fornøden kontakt til jordnær virksomhedsledelse. Ganske vist findes der masser af kvinder, som er både kompetente og ambitiøse nok til at kunne udfylde en bestyrelsespost, men der findes flere mænd. Da det endnu var tilladt for nordmændende at have alle de mænd i bestyrelserne, de fandt bedst, var Danmark ikke storeksportør af bestyrelsesmedlemmer til Norge. Mændene kunne de finde indenfor egne rækker.
Om det nogen sinde vil blive sådan, at der er lige så mange bestyrelsesegnede kvinder som mænd, kan man kun gisne om. Her fra disse sider gætter vi på, at så længe kvinder i højere grad end mænd vælger deres private livsledsager på baggrund af dennes evne til at opnå en høj social status, så længe vil mænd i højere grad end kvinder gøre sig umage for at opnå netop høj social status. Og fine titler i erhvervslivet er jo én måde at gøre det på.
Man kan sige, at disse bestyrelsesposter med dertil hørende god løn er det menneskelige hankøns svar på påfuglehannens halefjer. Det er hårdt for mændene at gøre sig fortjent til posterne, ligesom påfuglehannen faktisk også besværes af at skulle bære rundt på sin enorme hale - men begge dele virker altså på hunkønnet. Er det uretfærdigt, at påfuglehannen har så smuk en hale, når hunnen ikke har det? Det kan hunnen måske mene, men så må hun og hendes kønsfæller jo holde op med altid at udvælge de hanner med de største og mest farvestrålende haler som deres partnere!
Alternativet - at kræve 40 procent af hannernes halefjer fjernet uden bedøvelse og transplanteret ind i hunnernes kroppe - synes i hvert fald unødigt brutalt.
Det norske eksempel viser med al tydelighed, at tanken om at lovgive sig til en bestemt andel af kvinder i erhvervslivets top er født af ideologiske drømmere uden fornøden kontakt til jordnær virksomhedsledelse. Ganske vist findes der masser af kvinder, som er både kompetente og ambitiøse nok til at kunne udfylde en bestyrelsespost, men der findes flere mænd. Da det endnu var tilladt for nordmændende at have alle de mænd i bestyrelserne, de fandt bedst, var Danmark ikke storeksportør af bestyrelsesmedlemmer til Norge. Mændene kunne de finde indenfor egne rækker.
Om det nogen sinde vil blive sådan, at der er lige så mange bestyrelsesegnede kvinder som mænd, kan man kun gisne om. Her fra disse sider gætter vi på, at så længe kvinder i højere grad end mænd vælger deres private livsledsager på baggrund af dennes evne til at opnå en høj social status, så længe vil mænd i højere grad end kvinder gøre sig umage for at opnå netop høj social status. Og fine titler i erhvervslivet er jo én måde at gøre det på.
Man kan sige, at disse bestyrelsesposter med dertil hørende god løn er det menneskelige hankøns svar på påfuglehannens halefjer. Det er hårdt for mændene at gøre sig fortjent til posterne, ligesom påfuglehannen faktisk også besværes af at skulle bære rundt på sin enorme hale - men begge dele virker altså på hunkønnet. Er det uretfærdigt, at påfuglehannen har så smuk en hale, når hunnen ikke har det? Det kan hunnen måske mene, men så må hun og hendes kønsfæller jo holde op med altid at udvælge de hanner med de største og mest farvestrålende haler som deres partnere!
Alternativet - at kræve 40 procent af hannernes halefjer fjernet uden bedøvelse og transplanteret ind i hunnernes kroppe - synes i hvert fald unødigt brutalt.
