Mens det meste af Danmark havde travlt
med at nyde søndagsbrunchen, superligafodbolden eller andre
trivelige weekendsysler, havde en række kvindelige politikere ved et
opslag i kalender desværre konstateret, at vi havde 8. marts og
dermed kvindernes internationale kampdag.
Den slags kan man jo ikke lade gå fra sig uden en kønspolitisk markering, hvad desværre ofte blot er et krav om mere eller flere, ganske uden hensyntagen til, om mere eller flere af dette eller hint nu er også er fortjent, nødvendigt eller i det hele taget noget man bør lovgive om eller stræbe imod.
Således også med udmeldingerne fra
Karen Jespersen, Julie Rademacher og Karin Riis Jørgensen, der gik
på barrikaderne med krav og ønsker om flere kvinder i henholdsvis
kommunalpolitik, Socialdemokraterne og EU-Kommissionen.
Det kræver sin mand (m/k) at blive ved
med at lægge øre til synspunktet om, at en absolut ligelig
fordeling af poster er et mål. Særligt i et land som Danmark, hvor
hovedparten af partilederne er kvinder, deriblandt
vicestatsministeren og oppositionslederen, der hvis meningsmålingerne
holder, står på spring til at overtage statsministeriet. Et land,
hvor der er siger og skriver nul begrænsninger på kvinders
muligheder i politik. Et land, hvor alle partier med kyshånd tager
imod alle, der vil involvere sig, ikke mindst hvis de er kvinder.
I Saudi-Arabien er en 75-kvinde blevet idømt 40 piskeslag, fire måneders fængsel og udvisning for at have modtaget besøg af en mand, hun har været amme og barnepige for. I Brasilien er en kvinde blevet bandlyst af den mægtige katolske kirke, fordi hun for at redde sin ni-årige datters liv, såvel bogstaveligt som i overført betydning, har hjulpet hende med en abort efter stedfaderens årelange voldtægter.
Det ville klæde danske kvindelige politikere, hvis de 8. marts 2010 sætter fokus på det mellemste ord i kvindernes internationale kampdag og kæmper de nødvendige kvindekampe i stedet for dem, der allerede er vundet.
