Leder: Kvinder med ondt i pengepungen

Slettet Bruger,

09/06/2007

Så kom det velkendte ligelønsflæberi også til Danmarks Radio. Fuld fortjent, kan man oven i købet sige, fordi DR så ofte tidligere har holdt mikrofon for det. Tre kendte, nu forhenværende, kvindelige værter fra TV-Avisen besværer sig over, at de hos DR ikke tjente lige så meget som deres mandlige kolleger. Men hvem kan det undre? Den ene af dem, Vibeke Hardkorn, blev i sin tid kapret som vært i DR fra en lokal tv-station i Århus. Hende behøvede man ikke lokke med nogen høj løn. Den anden, Paula Larrain, kom fra Berlingske Tidende som journalist på den hjemlige udlandsredaktion og var bare enormt glad for at komme på tv. For hende betød lønnen heller ikke meget. Den tredje, Trine Sick, var i DR i 16 år, og som alle ved: Lønforhøjelser kommer oftest til den, der skifter arbejdsplads engang i mellem.

Det er ikke noget under, at de tre studieværter, som tilfældigvis er kvinder, fik en lavere løn end folk som Reimer Bo Christensen og Torsten Jansen i DR. Reimer Bo havde været journalist siden 1970 og var en højprofileret tv-mand, allerede inden han kom til DR. Han var kendt som den skarpe interviewer fra "Tre Til Tiden" på TV3 og "Rigets Tilstand" på TV2, og han havde forinden både været redaktionschef og chef for billedbureauet Polfoto. Han måtte naturligvis koste en formue for DR, da han skulle lokkes til huse. Synes Paula Larrain mon virkelig, at hendes CV berettiger samme løn som Reimer Bos? Torsten Jansen var krigsreporter på Ekstra Bladet, før han kom til DR, hvor han fungerede som rejsende reporter verden rundt - Europa, Asien, Afrika - indtil han satte sig på den højprofilerede stilling som TV-Avisens USA-korrespondent. Tror Vibeke Hartkorn helt ærligt, at hendes erfaring fra Århus kan måle sig med Torsten Jansens?

Det kan dog ikke helt udelukkes, at de tre kvinders lave løn faktisk skyldes deres kvindelighed. I så fald må årsagen være den beklagelige side af nogle kvinders psyke, som gør, at de i højere grad end mænd stiller sig op og klynker over deres private problemer i fuld offentlighed i stedet for at bruge et par timer på at spekulere over, hvad de selv kan gøre for at forbedre deres situation - f.eks. ved at arbejde hårdere, dygtiggøre sig eller finde en ny arbejdsgiver, som i højere grad end den gamle kan se deres potentiale. Der findes vist ikke mange eksempler på, at offentligt flæberi og offertænkning har givet nogen - mænd som kvinder - højere løn. Når man ser bort fra personer med lønnede stillinger i kvindebevægelsen, naturligvis.

Kilde: