Leder: Kunstnerracister

Slettet Bruger,

18/10/2007

Det er svært at iagttage den offentlige debat i særlig lang tid uden at støde på den ene eller den anden kunstner, som kritiserer racismen i regeringens politik, diskriminationen i samfundet, den indre svinehund hos den almindelige dansker. Naturligvis har de miljøer, hvorfra disse kunstnere kommer, så selv deres på det tørre, går man ud fra. Men nej, i hvert fald ikke for skuespillernes vedkommende. På statens tre teaterskoler kan man for tiden fremvise én - 1! - elev med indvandrerbaggrund.

"Vi har et meget positivt syn på indvandrere og så gerne en bred etnicitet blandt eleverne," forsikrer rektor Jens August Wille fra Statens Teaterskole i Odense, men fortsætter så: "Når det ikke er tilfældet, skyldes det, at vores uddannelse er en eliteuddannelse, hvor talent er det afgørende. Jeg tror tit, at sproget spiller en rolle." Nåda, er talent afgørende indenfor skuespilfaget? Spiller sproget en rolle? Kan det forklare, at I optager så få indvandrere? Velkommen til virkeligheden! Sådan er det alle steder, også uden for skuespilfaget.

Det er på tide, at de gode viljers klub, blandt meningsdannere i kunstmiljøet, i det politiske liv og i medierne indser, at det ikke for alle er helt uproblematisk at komme fra et fjernt land til Danmark. For at få adgang til det danske arbejdsmarked kræves det i mange erhverv, at man arbejder på nøjagtig de samme vilkår som indfødte danskere, og især kravet om, at man skal have samme løn holder ofte indvandrerne ude. I disse erhverv vil man som i skuespilfaget helst ansætte den med det største talent for at udføre arbejdet, og man går faktisk op i, om ansøgerne kan tale og forstå det sprog, som benyttes på arbejdspladsen. Når man skal betale samme løn for en indvandrer som for en indfødt, så vil man også have de samme evner, men man tror ikke altid på, at man får det. Og så er det lettest at ansætte danskeren.

Tænk, hvis skuespillerne brugte den viden, de har fra deres egen branche, hvor indvandrere gennemsnitligt ikke er så eftertragtede som danskere, til i det næste interview i Alt for damerne eller Euroman at slå et slag i bolledejen for en anden dagsorden end den sædvanlige frelste. Tænk, hvis skuespillerne sagde: Alle mennesker i Danmark skal have lov til at arbejde til den løn, de er værd. Ned med fagforeningernes udelukkelse af indvandrere fra arbejdsmarkedet via mindstelønningerne.

Det ville da være et nyt og provokerende standpunkt for en kunstner, der gerne vil gøre lidt opmærksom på sig selv!

Kilde: