Forestil dig en situation hvor landets kulturminister går i pressen med det synspunkt, at tacklinger uden boldkontakt i fodbold skal kunne resultere i fængselsstraf: "Forbillederne er blevet alt for dårlige eksempler - de begår jo skruppelløse frispark, selv om det ofte gør frygteligt ondt på modstanderen og kan give alvorlige skader. Det har ført til massive problemer inden for breddefodbolden, hvor man lader sig inspirere, så for ikke at ødelægge sporten og for at sende de rigtige signaler, overvejer vi i regeringen, hvad vi kan gøre," udtaler han. Kulturministeren ville i så fald blande sig i noget, som slet ikke kommer ham ved. Dels fordi han ikke er den mest kompetente mand til at vurdere, hvordan den slags problemer bedst bliver løst, det klarer fodboldens organisationer meget bedre, dels fordi politikere ikke bør blande sig i, hvad der foregår på steder, hvor alle deltager helt frivilligt. Folk kan jo bare blive væk, hvis de er utilfredse, måske starte en ny fodboldorganisation med mere strikse straffe for de ulovlige tacklinger.
Når det gælder cykelsport, hvor man ikke har de store problemer med folk, der tackler hinanden, men i stedet kæmper med doping i et omfang, så man kan frygte, at det ikke er den hurtigste cykelrytter, der vinder, men i stedet den med de bedste apotekerkontakter, er det ikke anderledes. Politikerne skal bare holde nallerne væk. Det må være op til cykelsportens organisationer at finde ud af, om den udbredte doping udgør et problem for cykelsportens popularitet, og i givet fald hvordan dopingen så bedst kan bekæmpes.
Sådan ser kulturminister Brian Mikkelsen bare ikke på det. Han øjner en chance for at agere geschæftig politiker, og derfor vil han gerne "gøre noget", så den gennemsnitlige vælger tror, at kulturministeren er sin løn og eventuelt også deres stemme værd. Op af spinposen trækker han derfor en idé om, at regeringen med ham i spidsen vil overveje at gøre det strafbart i henhold til dansk lov at dope sig.
Ville en socialdemokratisk kulturminister have reageret anderledes? Overhovedet ikke, men man burde kunne forvente noget mere af Brian Mikkelsen, der ynder at omtale sig selv som regeringens mest borgerlige minister. Med til dette at være borgerlig hører altså også en idé om, at alle problemer ikke skal løses af politikere. Man har som borgerlig en indgroet forventning om, at de selv samme borgere, som man med jævne mellemrum udstyrer med en stemmeseddel i tiltro til, at de kan vurdere, hvad der er til landets bedste, også har begreb om, hvad der er bedst i deres egne forhold. Cykelryttere og de folk, der udgør cykelsportens organisationer, er ikke undtaget fra dette helt grundlæggende borgerlige princip. Derfor, Brian Mikkelsen: Lad cykelsporten selv finde en løsning på dens dopingproblemer. Har du ikke et eller andet statsstøttet egnsteater, du kan bekymre dig om i stedet?
Når det gælder cykelsport, hvor man ikke har de store problemer med folk, der tackler hinanden, men i stedet kæmper med doping i et omfang, så man kan frygte, at det ikke er den hurtigste cykelrytter, der vinder, men i stedet den med de bedste apotekerkontakter, er det ikke anderledes. Politikerne skal bare holde nallerne væk. Det må være op til cykelsportens organisationer at finde ud af, om den udbredte doping udgør et problem for cykelsportens popularitet, og i givet fald hvordan dopingen så bedst kan bekæmpes.
Sådan ser kulturminister Brian Mikkelsen bare ikke på det. Han øjner en chance for at agere geschæftig politiker, og derfor vil han gerne "gøre noget", så den gennemsnitlige vælger tror, at kulturministeren er sin løn og eventuelt også deres stemme værd. Op af spinposen trækker han derfor en idé om, at regeringen med ham i spidsen vil overveje at gøre det strafbart i henhold til dansk lov at dope sig.
Ville en socialdemokratisk kulturminister have reageret anderledes? Overhovedet ikke, men man burde kunne forvente noget mere af Brian Mikkelsen, der ynder at omtale sig selv som regeringens mest borgerlige minister. Med til dette at være borgerlig hører altså også en idé om, at alle problemer ikke skal løses af politikere. Man har som borgerlig en indgroet forventning om, at de selv samme borgere, som man med jævne mellemrum udstyrer med en stemmeseddel i tiltro til, at de kan vurdere, hvad der er til landets bedste, også har begreb om, hvad der er bedst i deres egne forhold. Cykelryttere og de folk, der udgør cykelsportens organisationer, er ikke undtaget fra dette helt grundlæggende borgerlige princip. Derfor, Brian Mikkelsen: Lad cykelsporten selv finde en løsning på dens dopingproblemer. Har du ikke et eller andet statsstøttet egnsteater, du kan bekymre dig om i stedet?
