Nye tal viser, at de statsstøttede teatre i sæsonen 2007/2008 igen oplevede tilbagegang. Ethundretusind færre solgte billetter, så man nu er nede på 2,2 millioner, eller meget præcist 0,4 billet pr. dansker. En oplagt lejlighed til at dvæle lidt ved rimeligheden i, at en del af vores indtægt skal kanaliseres over i det statsgodkendte kulturmiljø.
Det er langt fra sådan, at vi her på redaktionen spænder hanen på vores pistol, når vi hører ordet kultur. Musik, litteratur og teater har selvsagt sin berettigelse i samfundet. Til gengæld er der en del, der spænder i os, når vi hører ordet kulturstøtte. For uanset hvor vellydende, velskrivende eller velspillende en kunstner måtte være, er det svært at se, hvad der retfærdiggør, at vi alle skal betale til netop deres erhverv.
Bageren har også et agtværdigt og samfundsnyttigt erhverv, men gives ikke muligheden for at holde butikken kørende, hvis kunderne fravælger hans brød og kager. Lige som blikkenslageren er vigtig, men ikke kan sidde med sin livsvarige ydelse fra det offentlige og vente på inspiration til at skifte det næste rør. Bedemanden er uundværlig, men uundværlig for alle og ikke blot for et privilegeret mindretal, der benytter hans ydelser og sender regningen videre til alle danskere.
En gang for mange år siden kom en borgerlig regering til magten og lancerede blandt andet angreb på smagsdommeri som et slagnummer. Alskens støtteordninger til kunst- og kulturlivet fik dog lov at bestå, selv om de vel om nogen inkarnerer smagsdommeriet. Hvor vil det være velgørende, hvis borgerlige politikere en gang for alle erklærer, at jazzmusikeren, forfatteren eller scenekunstneren ikke er vigtigere end bageren, blikkenslageren og bedemanden.
Hvis kunsten fik lov at stå på egne ben. Hvis den falder er der nok en grund til det.
