Leder: Konservativt anslag mod familiens selvbestemmelse

Slettet Bruger,

28/09/2007

Så kom også den dag, hvor en konservativ politiker - og ikke bare en hvilken som helst, men partiets politiske ordfører, Pia Christmas-Møller - følte anledning til at angribe familiernes ret til at organisere hjemmelivet, som de nu finder bedst. Nu er hun parat til at diskutere - læs: bløde op på hidtidige principper - om ikke barselsorlovens længde skal gøres afhængig af, hvor lang tid barnets far vil gå derhjemme. Altså, artige familier, der fordeler barslen på mor og far, som politikerne finder bedst, kan få mere offentligt betalt barsel, end uartige familier som har deres egne idéer.

Indtil videre er Pia Christmas-Møller ikke blevet undsagt af sine partifæller, og sker det ikke, så er den tid endegyldigt forbi, hvor konservative politikere kan stille sig op og hævde, at de forsvarer familierne mod politiske overgreb, som har til hensigt at gøre dem til redskab for et eller andet tilfældigt politisk mål; i denne sag den evige kønsligestillingsdagsorden som ikke vil forstumme før den dag, hvor alle kønsforskelle er blevet undertrykt og menneskeracen via nye videnskabelige landvindinger kan befrugtes via selvbestøvning.

Tænk sig, at det skulle komme så vidt med Det Konservative Folkeparti! At partiet en dag skulle få så meget mistro til familiernes evne til selv at finde ud af, hvad der er til deres eget bedste, at det må sætte en rejekælling som Pia Christmas-Møller til at docere det for familierne med lovgivning, der begunstiger familierne afhængigt af, hvor meget faderen vil passe børn, før de er fyldt et år. Det havde næppe en eneste af partiets gamle koryfæer forudset!

Forklaringen på fadæsen er, at Det Konservative Folkeparti i disse år er helt uden holdningsmæssigt lederskab. Hvad de Konservative går ind for afhænger af, hvad vej vinden blæser. Lidt klip fra de senere år: Den ene dag taler man om at begrænse offentlige tilskud til dem, der har behov - den anden dag modarbejder man en dagpengereform, som vil lade folk med penge nok betale deres første ledighedsdage selv. Om torsdagen gør man sig til fortaler for det personlige ansvar - om fredagen truer man med ved lov at forbyde sodavandsautomater på skoler. Om morgenen hylder man mådehold med offentlige midler - om aftenen indgår man aftaler i regeringen om at lade det offentlige forbrug vokse dobbelt så meget, som den foregående socialdemokratiske regering havde planer om.

Hvad mener de Konservative? Stik fingeren i vejret og føl vindretningen. Blivende værdier? Vorherre til hest ....

Godt landsråd! Vi holder øje med jer.

Kilde: