I dag for 20 år siden faldt Berlin-muren, selve symbolet på verdenskommunismen og dens ondskab. Muren blev bygget for at holde DDR-borgerne på DDR-jord. Havde den ikke været der, ville de være flygtet, og kommunistpartiets bosser kunne have regeret et land bestående af dem selv og deres mest trofaste partifæller.
Enhedslistens folketingsmedlem, Frank Aaen, siger, at han stadig er kommunist, men han løsriver titlen fra den opbakning til de konkrete diktaturer, som han dengang deltog i, til at handle om et ideal: At man yder efter evne og nyder efter behov, er hvad kommunismen går ud på, siger han i dag.
Han er tilsyneladende ikke blevet klogere. Kommunismen gik galt, fordi selve idealet fra begyndelsen var defekt. For når nu menneskeheden er sådan skruet sammen, at de fleste helst vil yde så lidt som muligt og nyde så meget som muligt, hvem skal så afgøre, hvor meget hver enkelt skal forpligtes til at yde, og hvor meget han eller hun omvendt skal have lov til at nyde? Kommunismen forudsætter en totalitær magtudøvelse uden grænser, et slavelignende forhold mellem herskerne og deres undersåtter, som det så fint er beskrevet af Ayn Rand. Det var fejlen fra begyndelsen, og det er fejlen, som ikke kan skilles fra idealet. Går man ind for idealet, så går man også ind for magtudøvelsen, Gulag-lejrene og Berlin-muren. Uden dem kan idealet ikke genemtvinges.
Heldigvis er det sådan i dag, at man ikke kan erklære sig som nazist med den begrundelse, at man stadig besidder idealet om det smukke, rene folkefællesskab, uden at man også bliver forbundet med de midler, som var nødvendige for at sikre idealet. En dag er vi måske også nået så langt, at Frank Aaen ikke længere kan sige, at han er kommunist, uden at han bliver forbundet med de forbrydelser mod menneskeheden, som blev begået i forsøget på at virkeliggøre Aaens idealer.
Enhedslistens folketingsmedlem, Frank Aaen, siger, at han stadig er kommunist, men han løsriver titlen fra den opbakning til de konkrete diktaturer, som han dengang deltog i, til at handle om et ideal: At man yder efter evne og nyder efter behov, er hvad kommunismen går ud på, siger han i dag.
Han er tilsyneladende ikke blevet klogere. Kommunismen gik galt, fordi selve idealet fra begyndelsen var defekt. For når nu menneskeheden er sådan skruet sammen, at de fleste helst vil yde så lidt som muligt og nyde så meget som muligt, hvem skal så afgøre, hvor meget hver enkelt skal forpligtes til at yde, og hvor meget han eller hun omvendt skal have lov til at nyde? Kommunismen forudsætter en totalitær magtudøvelse uden grænser, et slavelignende forhold mellem herskerne og deres undersåtter, som det så fint er beskrevet af Ayn Rand. Det var fejlen fra begyndelsen, og det er fejlen, som ikke kan skilles fra idealet. Går man ind for idealet, så går man også ind for magtudøvelsen, Gulag-lejrene og Berlin-muren. Uden dem kan idealet ikke genemtvinges.
Heldigvis er det sådan i dag, at man ikke kan erklære sig som nazist med den begrundelse, at man stadig besidder idealet om det smukke, rene folkefællesskab, uden at man også bliver forbundet med de midler, som var nødvendige for at sikre idealet. En dag er vi måske også nået så langt, at Frank Aaen ikke længere kan sige, at han er kommunist, uden at han bliver forbundet med de forbrydelser mod menneskeheden, som blev begået i forsøget på at virkeliggøre Aaens idealer.
