Leder: Kollektiv straf i folkesundhedens navn

Det er det samme hver gang: Politikerne og deres embedsmænd konstaterer, at nogen drikker for meget, andre kæderyger, en tredje gruppe grovæder chi...

Slettet Bruger,

29/07/2008

Det er det samme hver gang: Politikerne og deres embedsmænd konstaterer, at nogen drikker for meget, andre kæderyger, en tredje gruppe grovæder chips og grillmad. Vi må gøre noget! råber de så - for folkesundhedens skyld. Og så foreslår de allehånde forbud og skatteforhøjelser på alt det, som er usundt, hvis man gør det for meget, men fuldstændig harmløst hvis man gør det som de fleste, med måde.

Det svarer fuldstændig til den mest forhadte straf, som man kunne møde i skoletiden, nemlig den der ramte kollektivt. "Nå, nogen kan ikke finde ud af at opføre sig ordenligt i klasselokalet," sagde inspektøren, "så er det ud i regnen i alle frikvarterer - alle sammen!" Allerede dengang havde man en klar fornemmelse af, at noget ikke var helt retfærdigt her. Og det er det stadig ikke.

Politikerne argumenterer bl.a. med, at det jo er blevet et fælles ansvar med vores sundhed. Når vi sammen betaler for alle de sygdomme, som vi pådrager os, hvoraf angiveligt 40 procent er et resultat af den måde, vi vælger at leve på, så må vi også sammen fastsætte regler for, hvordan vi må leve, siger de.

Til Helvede med det, siger vi! Vi har ikke bedt om, at andre skal påtage sig ansvaret for vores sygdom. Tværtimod, vil vi gerne beholde ansvaret på vore private hænder, hvis vi kan få lov at slippe for at betale til det rædsomme offentlige sundhedssystem. Giv os vore skattepenge tilbage, så vi kan tegne en privat sundhedsforsikring for alt, hvad der kan ramme os, lige fra en brækket storetå til en dobbeltsidet lungebetændelse.

Så skal forsikringsselskaberne nok vide at opkræve den rette betaling fra os, d.v.s. meget fra dem, der lever så de forventes at blive syge ofte, og kun lidt fra dem der lever, så de formentlig sjældent bliver syge. Hvis regeringens snak om at fremme det personlige ansvar er andet end sniksnak, så vil den foreslå sådan et system.

Men det sker selvfølgelig ikke.

Kilde: