Udnævnelsen af den tidligere socialist Karen Jespersen som socialminister i en borgerlig regering siger heldigvis og trods alt mere om hendes ryk mod højre end om regeringens ryk mod venstre. For Karen Jespersen har gennem årene fået sig et stadig mere fornuftsbetonet og dermed borgerligt syn på den omfordelende velfærdsstat. For to år siden skrev hun f.eks. i en kommentar i Berlingske Tidende: "En økonomi kan ikke fungere, hvis der ikke er en markant forskel på den indtægt, man har ved at arbejde, og den overførselsindkomst, man kan få. Er der ikke det, så risikerer man større uligheder på længere sigt, fordi flere mennesker bliver hængende i kontanthjælpssystemet."
Det er da udtalelser, som forpligter! I dag har 135.000 danskere mindre end 1.000 kroner ekstra månedligt ud af at gå fra offentlig forsørgelse til lønindtægt. For 345.000 danskere er forskellen på mindre end 2.000 kroner. Ingen af delene kan siges at være en "markant forskel", så Karen Jespersen må i sit inderste mene, at der er behov for reformer, som enten øger de arbejdendes overskud (skattelettelser) eller mindsker de offentligt forsørgedes indkomster (nedjustering af overførselsindkomster). Måske mener hun endda, at man burde gøre begge dele, men under alle omstændigheder synes hun her at overhale landets statsminister højre om, hvilket ikke er særligt svært, men alligevel glædeligt.
Også i sit syn på de sociale problemers opståen har Karen Jespersen bevæget sig i forhold til sit gamle standpunkt til venstre for midten. Til 180Grader.dk siger hun utvetydigt, at de sociale problemer i dag ikke har rod i uretfærdige indtægtsforskelle, sådan som venstrefløjen hævder, men derimod skyldes den adfærd, som problembærerne udviser. Det er en korrekt analyse, som vel på et tidspunkt også vil lede Karen Jespersen til at foreslå de rigtige løsningsforslag. Så langt er hun ikke nået endnu, hvor hun stadig tror, at de sociale problemer kan løses, hvis bare velfærdsstaten gør en dygtigere indsats. For tiden lyder hendes løsen, at personale i vuggestuer, børnehaver og skoler skal hjælpe børn fra socialt svage familier med at få sig et bedre liv end deres forældre.
Det egentlige problem skyldes imidlertid ikke, at velfærdsstaten gør for lidt, men at den gør for meget. Langt hovedparten af de problembørn, som Karen Jespersen bekymrer sig om, kommer netop fra de mange familier, der hænger fast i det sociale system og aldrig får en ordentlig tilknytning til et arbejdsmarked, som er med til at skabe sunde normer hos de øvrige danskere. Det er i høj grad på arbejdsmarkedet, at man lærer og vedligeholder sine evner til at omgås andre mennesker på en civiliseret måde. Det er også på arbejdsmarkedet, at man i praksis erfarer, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget man yder, og hvor meget man kan nyde, og at det derfor kan betale sig at gøre en indsats. Grundlæggende egenskaber som netop savnes hos en stor del af de danskere anno 2007, som har sociale problemer.
10 procent af alle børn i dag vokser op i hjem, hvor den primære indtægtskilde er en overførselsindkomst - SU-modtagere ikke medregnet. Det er især de børn, som har massive sociale problemer som voksne. Deres forældre har levet meget store dele af deres liv - nogle hele livet - uden at skulle tilpasse sig det omgivende samfunds normer, for deres socialrådgiver stiller ikke de samme krav som kolleger og chefer, tværtimod: Opfører man sig helt umuligt, så stiger sandsynligheden for, at ens socialrådgiver vil indstille en til en livsvarig førtidspension.
Karen Jespersen mener det utvivlsomt alvorligt, når hun udtaler sin bekymring for de socialt afsporede familier, men så længe hun ikke vil gøre noget ved problemets egentlige årsag, der er den uansvarliggørelse, som velfærdsstaten har forårsaget, men kun vil forsøge at gøre de allerede velmenende ansatte i børnenes institutioner endnu mere velmenende, så kommer hun ingen vegne. Der er i forvejen, som amerikaneren Henry David Thoreau sagde, "tusinder som hakker på ondskabens grene for hver én, som slår til mod ondskabens rod".
Det er da udtalelser, som forpligter! I dag har 135.000 danskere mindre end 1.000 kroner ekstra månedligt ud af at gå fra offentlig forsørgelse til lønindtægt. For 345.000 danskere er forskellen på mindre end 2.000 kroner. Ingen af delene kan siges at være en "markant forskel", så Karen Jespersen må i sit inderste mene, at der er behov for reformer, som enten øger de arbejdendes overskud (skattelettelser) eller mindsker de offentligt forsørgedes indkomster (nedjustering af overførselsindkomster). Måske mener hun endda, at man burde gøre begge dele, men under alle omstændigheder synes hun her at overhale landets statsminister højre om, hvilket ikke er særligt svært, men alligevel glædeligt.
Også i sit syn på de sociale problemers opståen har Karen Jespersen bevæget sig i forhold til sit gamle standpunkt til venstre for midten. Til 180Grader.dk siger hun utvetydigt, at de sociale problemer i dag ikke har rod i uretfærdige indtægtsforskelle, sådan som venstrefløjen hævder, men derimod skyldes den adfærd, som problembærerne udviser. Det er en korrekt analyse, som vel på et tidspunkt også vil lede Karen Jespersen til at foreslå de rigtige løsningsforslag. Så langt er hun ikke nået endnu, hvor hun stadig tror, at de sociale problemer kan løses, hvis bare velfærdsstaten gør en dygtigere indsats. For tiden lyder hendes løsen, at personale i vuggestuer, børnehaver og skoler skal hjælpe børn fra socialt svage familier med at få sig et bedre liv end deres forældre.
Det egentlige problem skyldes imidlertid ikke, at velfærdsstaten gør for lidt, men at den gør for meget. Langt hovedparten af de problembørn, som Karen Jespersen bekymrer sig om, kommer netop fra de mange familier, der hænger fast i det sociale system og aldrig får en ordentlig tilknytning til et arbejdsmarked, som er med til at skabe sunde normer hos de øvrige danskere. Det er i høj grad på arbejdsmarkedet, at man lærer og vedligeholder sine evner til at omgås andre mennesker på en civiliseret måde. Det er også på arbejdsmarkedet, at man i praksis erfarer, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget man yder, og hvor meget man kan nyde, og at det derfor kan betale sig at gøre en indsats. Grundlæggende egenskaber som netop savnes hos en stor del af de danskere anno 2007, som har sociale problemer.
10 procent af alle børn i dag vokser op i hjem, hvor den primære indtægtskilde er en overførselsindkomst - SU-modtagere ikke medregnet. Det er især de børn, som har massive sociale problemer som voksne. Deres forældre har levet meget store dele af deres liv - nogle hele livet - uden at skulle tilpasse sig det omgivende samfunds normer, for deres socialrådgiver stiller ikke de samme krav som kolleger og chefer, tværtimod: Opfører man sig helt umuligt, så stiger sandsynligheden for, at ens socialrådgiver vil indstille en til en livsvarig førtidspension.
Karen Jespersen mener det utvivlsomt alvorligt, når hun udtaler sin bekymring for de socialt afsporede familier, men så længe hun ikke vil gøre noget ved problemets egentlige årsag, der er den uansvarliggørelse, som velfærdsstaten har forårsaget, men kun vil forsøge at gøre de allerede velmenende ansatte i børnenes institutioner endnu mere velmenende, så kommer hun ingen vegne. Der er i forvejen, som amerikaneren Henry David Thoreau sagde, "tusinder som hakker på ondskabens grene for hver én, som slår til mod ondskabens rod".
