Den 1. januar 2008 træder der nye regler i kraft om hjemtransport af syge dansker fra udlandet. Hidtil har hjemtransporten været garanteret med det gule sygesikringsbevis, men fra årsskiftet vil det være danskernes eget ansvar at tegne en forsikring, der sikrer hjemstransport i tilfælde af sygdom.
Det kræver ikke de store talenter som sandsigerske at regne ud, at sagen vil give pressen en syndflod af "gode" historier om syge danskere, som for egen regning må lade sig hjemtransportere fra udlandet. Og vinklingen ligger allerede klar på landets redaktioner: Den manglende forudseendehed er ikke den rejsenes skyld, det er den lille mand, der er kommet i klemme.
For diskursen er jo, at vi jo i velfærdsdanmark er sikret. Vi skal ikke tænke selv. Kollektivet skal betale når vi kommer i uføre. Vi så det i en anden variant under muhammed-krisen, da direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, ville have undskyldninger rundsendt til alle hjørner af den muslimeske verden, for at sikre danske erhvervsinteresser i Mellemøsten. Virksomheder skulle ikke selv bære riskoen ved deres samhandel, vi skulle allesammen undskylde, så Arla igen kunne sælge feta og sødmælk i Saudi-Arabien.
Men hvor svært kan det være. Rejseselskaber har for vane at spørge deres kunder, om de ønsker en rejseforsikring, et produkt der rent faktisk eksisterer, og derfor kan købes ganske let.
I virkeligheden burde medierne blive fyldt med historier om danskere, der tager ansvar, er forudseende, køber en rejseforsinkring og bliver transporteret hjem uden statens mellemkomst. Og journalisterne bør spørge om dette forsikringssystem ikke fungerer så godt, at det måske var værd at udvide?
Bare vent til januar når det første brækkede ben skal hjem fra skiferie i Tignes.
Det kræver ikke de store talenter som sandsigerske at regne ud, at sagen vil give pressen en syndflod af "gode" historier om syge danskere, som for egen regning må lade sig hjemtransportere fra udlandet. Og vinklingen ligger allerede klar på landets redaktioner: Den manglende forudseendehed er ikke den rejsenes skyld, det er den lille mand, der er kommet i klemme.
For diskursen er jo, at vi jo i velfærdsdanmark er sikret. Vi skal ikke tænke selv. Kollektivet skal betale når vi kommer i uføre. Vi så det i en anden variant under muhammed-krisen, da direktøren for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, ville have undskyldninger rundsendt til alle hjørner af den muslimeske verden, for at sikre danske erhvervsinteresser i Mellemøsten. Virksomheder skulle ikke selv bære riskoen ved deres samhandel, vi skulle allesammen undskylde, så Arla igen kunne sælge feta og sødmælk i Saudi-Arabien.
Men hvor svært kan det være. Rejseselskaber har for vane at spørge deres kunder, om de ønsker en rejseforsikring, et produkt der rent faktisk eksisterer, og derfor kan købes ganske let.
I virkeligheden burde medierne blive fyldt med historier om danskere, der tager ansvar, er forudseende, køber en rejseforsinkring og bliver transporteret hjem uden statens mellemkomst. Og journalisterne bør spørge om dette forsikringssystem ikke fungerer så godt, at det måske var værd at udvide?
Bare vent til januar når det første brækkede ben skal hjem fra skiferie i Tignes.
