Der skal nok have været enkelte besøgende på 180Grader.dk fredag, som har spurgt sig selv, hvorfor vi dog bragte en historie om en søn, der giver sin far en bil. Hvorfor skulle det nu være så vigtigt at ofre plads på, endda med billede på forsiden? Er der ikke et eller andet samfundsproblem, som kunne have fortjent den plads i stedet?
Svaret er, at samfundsproblemer er der bestemt nok af, men nogen gange er det nu også forfriskende med løsninger på problemerne. Og Joes far repræsenterer en livsindstilling, som skal være mere udbredt i Danmark, hvis vi vil løse et meget stort problem. Hans indstilling er, at selv arbejde, som er hårdt og uden glamour, er fuld af mening. Meningen kommer af det simple forhold, at arbejdet skaffer familien brød på bordet, et tag over hovedet og i det hele taget en materielt betryggende tilværelse. Joes far har ikke tjent formuer på sit arbejde, men han har tjent nok til at give sine børn en ordentlig opvækst, så de som voksne kan bevæge sig ud i livet på egen hånd. Han har gjort det uden at kny, uden at besvære sig over arbejdet på den lokale fabrik - hvad skulle det også nytte? Enten udfører man sit arbejde, eller også må man finde sig et nyt, hvis man er utilfreds.
I Danmark er den indstilling til tilværelsen på retur. For danskerne gælder det, at jo større en del af livet de har levet efter velfærdsstatens opbygning, jo mindre opfatter de det som en pligt at arbejde. I de generationer, som er født før Anden Verdenskrig, opfatter 32-45 procent det som en pligt at arbejde. I efterkrigsgenerationerne er andelen i nogle årgange helt nede på 12 procent. I stedet mener yngre danskere i stigende grad, at arbejdet er et selvrealiseringsprojekt - det skal helst være både underholdende og udviklende - og kan man ikke finde sådan et arbejde, så er man i sin gode ret til at hæve penge uden modydelse hos det offentlige. Det er derfor, at vi kan have mere end 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst i disse år, selvom der er arbejde til næsten alle, som vil tage imod et.
Løsningen på problemet er dels at genskabe et socialt pres på mennesker, som er fuldt ud i stand til at bestride et job, men som ikke gider gøre det. Det skal simpelthen ikke opfattes som moralsk acceptabelt at leve på den måde. Men løsningen er også at ændre på det sociale system, som gør det muligt at leve et udmærket liv af andres arbejde, selvom man sagtens kunne have klaret sig selv. Det er f.eks. ikke rimeligt, at der ikke er nogen indtægtsforskel på at modtage højeste dagpengesats og at sidde ved kassen i Netto 37 timer om ugen.
Her stopper så brugbarheden af historien om Joe og hans far som løsningsmodel for et dansk samfundsproblem. Vi kan ikke alle modtage en bil af vore voksne børn som tak for den indsats, vi har ydet gennem et arbejdsliv. Arbejdet må løbende give en gevinst til alle fysisk og mentalt raske danskere - en gevinst som overgår, hvad vi kan få ved at gå til kommunen med vores behov for forsørgelse. Et første skridt på vejen kunne være at ophæve den automatiske stigningstakt for overførselsindkomsterne, som gør, at modtagerne hvert år kan købe stadig flere goder for deres indkomst fra det offentlige. Politikerne må erkende, at vi har et problem, og holde op med at gøre problemet større år efter år.
Svaret er, at samfundsproblemer er der bestemt nok af, men nogen gange er det nu også forfriskende med løsninger på problemerne. Og Joes far repræsenterer en livsindstilling, som skal være mere udbredt i Danmark, hvis vi vil løse et meget stort problem. Hans indstilling er, at selv arbejde, som er hårdt og uden glamour, er fuld af mening. Meningen kommer af det simple forhold, at arbejdet skaffer familien brød på bordet, et tag over hovedet og i det hele taget en materielt betryggende tilværelse. Joes far har ikke tjent formuer på sit arbejde, men han har tjent nok til at give sine børn en ordentlig opvækst, så de som voksne kan bevæge sig ud i livet på egen hånd. Han har gjort det uden at kny, uden at besvære sig over arbejdet på den lokale fabrik - hvad skulle det også nytte? Enten udfører man sit arbejde, eller også må man finde sig et nyt, hvis man er utilfreds.
I Danmark er den indstilling til tilværelsen på retur. For danskerne gælder det, at jo større en del af livet de har levet efter velfærdsstatens opbygning, jo mindre opfatter de det som en pligt at arbejde. I de generationer, som er født før Anden Verdenskrig, opfatter 32-45 procent det som en pligt at arbejde. I efterkrigsgenerationerne er andelen i nogle årgange helt nede på 12 procent. I stedet mener yngre danskere i stigende grad, at arbejdet er et selvrealiseringsprojekt - det skal helst være både underholdende og udviklende - og kan man ikke finde sådan et arbejde, så er man i sin gode ret til at hæve penge uden modydelse hos det offentlige. Det er derfor, at vi kan have mere end 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst i disse år, selvom der er arbejde til næsten alle, som vil tage imod et.
Løsningen på problemet er dels at genskabe et socialt pres på mennesker, som er fuldt ud i stand til at bestride et job, men som ikke gider gøre det. Det skal simpelthen ikke opfattes som moralsk acceptabelt at leve på den måde. Men løsningen er også at ændre på det sociale system, som gør det muligt at leve et udmærket liv af andres arbejde, selvom man sagtens kunne have klaret sig selv. Det er f.eks. ikke rimeligt, at der ikke er nogen indtægtsforskel på at modtage højeste dagpengesats og at sidde ved kassen i Netto 37 timer om ugen.
Her stopper så brugbarheden af historien om Joe og hans far som løsningsmodel for et dansk samfundsproblem. Vi kan ikke alle modtage en bil af vore voksne børn som tak for den indsats, vi har ydet gennem et arbejdsliv. Arbejdet må løbende give en gevinst til alle fysisk og mentalt raske danskere - en gevinst som overgår, hvad vi kan få ved at gå til kommunen med vores behov for forsørgelse. Et første skridt på vejen kunne være at ophæve den automatiske stigningstakt for overførselsindkomsterne, som gør, at modtagerne hvert år kan købe stadig flere goder for deres indkomst fra det offentlige. Politikerne må erkende, at vi har et problem, og holde op med at gøre problemet større år efter år.
