Leder: Intet nyt fra kulturens verden

Ingen gruppe i Danmark bliver hørt så meget i den politiske debat uden at have noget som helst af værdi at byde på som kunstnerne. Regelmæssigt gives kunstnere taletid, selvom det de siger, er det rene idioti. Teaterchef Madeleine Rønn Juul fra Århus Teater er tilsyneladende ingen undtagelse. I et såkaldt "studiehæfte" for opsætningen af teaterstykket Hvordan Vi Slipper Af Med De Andre, der beskriver et fremtidscenarie, hvor taberne - de uproduktive - bliver udvalgt til likvidering, fordi de ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundet, siger hun: "For mig at se er det et tankeeksperiment, hvor man forsøger at føre liberalismen ud i sin yderste konsekvens. Hvis man gør det, kunne det godt se sådan ud."

Herre, du milde! Hvem er det, der har fejlet her? Undervisningssystemet? Kulturmiljøet? Eller er det bare teaterchefen selv, der helt egenhændigt har ladet sig fuldstændig fordumme? Fakta er, at det lige netop er liberale idéer, som hun kan takke for, at menneskelivet i Danmark ikke betragtes som noget, man bare kan gøre en ende på af hensyn til det store, kollektive almenvel. Det er liberale idéer, som hævder, at det enkelte menneske ikke eksisterer for kollektivets skyld, men at kollektivet tværtimod kun kan hente sin eksistensberettigelse i det forhold, at det tjener dets medlemmer. Den liberale fastholder, at samfundet, staten, nationen, klassen ikke har krav på noget som helst fra individet, heller ikke at det skal være produktivt, og de eneste spilleregler som er nødvendige for den liberale er dem, der skal forhindre, at det ene menneske gør sig til herre over det andet. Hvor i al verden har Madeleine Rønn Juul så fået den idé fra, at liberalismens yderste konsekvens skulle være massehenrettelser af bistandsmodtagere? Fra sine fladpandede, røde fantasterier.

Og disse fantasterier har de så bygget en forestilling op om på Århus Teater, kan man forstå. Tillykke med det, kære skatteyder, du har via den linde strøm af offentlige kulturkroner til teatrene været med til at betale for fordummelsen af publikum.

En eller anden dag må der tages et opgør med kulturlivet i Danmark, og det gøres ikke med kulturkanoner som dem, den nationalkonservative del af det borgerlige Danmark sætter sin lid til. Så længe danskerne tvinges til at betale til kulturlivet, så længe kan kunstnerne fremture med deres røde sludder for vores penge. Det er først, når vi kan nægte at understøtte deres virksomhed, at kunstnerne må finde tilbage til den virkelighed, som leves uden for deres subsidierede kliker. Indtil da vil folk som Madeleine Rønn Juul være dagens ret.