For to dage siden skrev vi, at Dansk Folkeparti er et parti for offentligt forsørgede og offentligt ansatte - i dag må vi føje en tredje kategori til partiets vælgerskare: de magtsyge.
I Dansk Folkepartis evige jagt på det ledige strammerforslag i udlændingedebatten, har man nu fået den idé, at en hærskare af kommunale snushaner skal opsøge indvandrere i deres hjem og tjekke, hvilket sprog der tales. Er det ikke dansk, så skal forældrene opfordres til at begynde på det, og er forældrene ikke samarbejdsvillige, så skal de - med trusler om sanktioner, må man formode - sendes på opdragelseskursus. Dansk Folkeparti mener nemlig, at man har identificeret årsagen til indvandrerbørnenes dårlige resultater i folkeskolen i det forhold, at mange ikke taler så godt dansk, når de begynder i skolen.
Dansk Folkepartis løsningsforslag er imidlertid en helt uantagelig indgriben i privatlivets fred og familiens ret til at vælge et hvilket som helst sprog at kommunikere på. Desuden tyder noget på, at det måske slet ikke er sprogproblemerne, der er årsag til miseren. Flere undersøgelser peger nemlig på, at indvandrerbørn, som ikke er født i Danmark faktisk klarer sig bedre i skolevæsnet end efterkommere, som har boet i Danmark hele deres liv, selvom de danskfødte jo unægtelig burde have de bedste sproglige forudsætninger. Men indvandrerbørn, som kun har levet i Danmark mellem nul og fem år, får faktisk ifølge Integrationsministeriet en anelse bedre karakterer i folkeskolen end de, der er født i Danmark. Og på universiteterne er første generations indvandrere også hurtigere til at gennemføre deres studier end danskfødte efterkommere af indvandrere.
Det ser grangiveligt ud som om, det danske system har en dårlig indvirkning på indvandrernes evne til at begå sig i uddannelsesvæsnet - og det er faktisk ikke overraskende. For det forholder sig således i den danske virkelighed, at indvandrere for en meget stor dels vedkommende får rundhåndede subsidier fra det offentlige for at gøre absolut ingenting. Jo flere år de har været i landet, jo flere år har de i gennemsnit været forsørget af det offentlige og af samme grund uden en fornuftig kontakt med det almindelige danske samfund og dets indbyggere, som primært kan mødes på arbejdspladserne. Det er i disse hjem, hvor både far og mor klarer sig fint uden at tale et ordentligt dansk, fordi kommunen altid stiller tolk til rådighed, når socialrådgiveren skal besøges, at børnene har de største problemer med det danske sprog.
Indvandrerbørnenes problemer i skolen er blot endnu et dårligt resultat af en velfærdsstat, som tillader dens borgere - indvandrere såvel som danskere - at leve helt uansvarligt og uden at behøve bekymre sig om fremtiden. De kan læne sig tilbage i forventning om, at velfærdsstaten nok skal forære dem og deres børn en udmærket tilværelse, selvom de ikke gør sig umage med at klare sig godt.
Men det problem vil Dansk Folkeparti ikke gøre noget ved, for partiet elsker jo, som det efterhånden burde være de fleste bekendt, velfærdsstaten højere end nationen.
I Dansk Folkepartis evige jagt på det ledige strammerforslag i udlændingedebatten, har man nu fået den idé, at en hærskare af kommunale snushaner skal opsøge indvandrere i deres hjem og tjekke, hvilket sprog der tales. Er det ikke dansk, så skal forældrene opfordres til at begynde på det, og er forældrene ikke samarbejdsvillige, så skal de - med trusler om sanktioner, må man formode - sendes på opdragelseskursus. Dansk Folkeparti mener nemlig, at man har identificeret årsagen til indvandrerbørnenes dårlige resultater i folkeskolen i det forhold, at mange ikke taler så godt dansk, når de begynder i skolen.
Dansk Folkepartis løsningsforslag er imidlertid en helt uantagelig indgriben i privatlivets fred og familiens ret til at vælge et hvilket som helst sprog at kommunikere på. Desuden tyder noget på, at det måske slet ikke er sprogproblemerne, der er årsag til miseren. Flere undersøgelser peger nemlig på, at indvandrerbørn, som ikke er født i Danmark faktisk klarer sig bedre i skolevæsnet end efterkommere, som har boet i Danmark hele deres liv, selvom de danskfødte jo unægtelig burde have de bedste sproglige forudsætninger. Men indvandrerbørn, som kun har levet i Danmark mellem nul og fem år, får faktisk ifølge Integrationsministeriet en anelse bedre karakterer i folkeskolen end de, der er født i Danmark. Og på universiteterne er første generations indvandrere også hurtigere til at gennemføre deres studier end danskfødte efterkommere af indvandrere.
Det ser grangiveligt ud som om, det danske system har en dårlig indvirkning på indvandrernes evne til at begå sig i uddannelsesvæsnet - og det er faktisk ikke overraskende. For det forholder sig således i den danske virkelighed, at indvandrere for en meget stor dels vedkommende får rundhåndede subsidier fra det offentlige for at gøre absolut ingenting. Jo flere år de har været i landet, jo flere år har de i gennemsnit været forsørget af det offentlige og af samme grund uden en fornuftig kontakt med det almindelige danske samfund og dets indbyggere, som primært kan mødes på arbejdspladserne. Det er i disse hjem, hvor både far og mor klarer sig fint uden at tale et ordentligt dansk, fordi kommunen altid stiller tolk til rådighed, når socialrådgiveren skal besøges, at børnene har de største problemer med det danske sprog.
Indvandrerbørnenes problemer i skolen er blot endnu et dårligt resultat af en velfærdsstat, som tillader dens borgere - indvandrere såvel som danskere - at leve helt uansvarligt og uden at behøve bekymre sig om fremtiden. De kan læne sig tilbage i forventning om, at velfærdsstaten nok skal forære dem og deres børn en udmærket tilværelse, selvom de ikke gør sig umage med at klare sig godt.
Men det problem vil Dansk Folkeparti ikke gøre noget ved, for partiet elsker jo, som det efterhånden burde være de fleste bekendt, velfærdsstaten højere end nationen.
