Leder: Ikke meget nyt under solen

Slettet Bruger,

14/11/2007

Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti bevarede efter alt at dømme de 90 mandater ved tirsdagens folketingsvalg, men kun på et hængende hår. 89 mandater blev det til, så det ene nordatlantiske mandat fra Færøerne, som Anders Fogh Rasmussen formentlig vil kunne regne med til "sine" mandater bliver helt afgørende for ham.

Når det er kommet så vidt for Anders Fogh Rasmussen, så skyldes det først og fremmest hans eget Venstre, der er gået seks mandater tilbage, og nu har en tilslutning på 26,3 procent. De glade dage fra 2003, hvor statsministeren mente, at det daværende niveau på 31 procent sagtens ville kunne overgås i fremtiden, hvis man blot fulgte hans nye midterkurs, er glemt og borte, nu hvor Venstre går tilbage ved fjerde valg i træk.

Anders Fogh Rasmussen står nu med valget mellem at regere på sine 90 mandater inklusive færingen eller at tage Ny Alliance med som parlamentarisk grundlag og dermed nå op på de mere komfortable 95 mandater. Statsministeren er kendt som en forsigtig mand, så han vil helst gøre det sidste. At regere med 90 mandater alene, når han i den netop overståede valgperiode har mistet to mandater bare fra sit eget parti, er for hasarderet for Fogh.

Spørgsmålet er dog, hvordan Pia Kjærsgaard vil reagere på det. Vil hun tænke på regeringens langsigtede overlevelse eller alene på sit eget kortsigtede monopol på indflydelse på regeringen?

Under alle omstændigheder vil Ny Alliance ikke kunne tage sig lige så dyrt betalt, som hvis partiet var umuligt at komme udenom. Der er f.eks. grænser for, hvor store skattelettelser, Ny Alliance kan kræve til gengæld for at støtte Fogh, når Dansk Folkeparti kan henvise til, at det jo er muligt at regere helt uden Khader og hans fire partifæller i Folketinget.

Er VKO-flertallet brudt? Kun en lillebitte smule, og der er ikke grundlag for at håbe, at Ny Alliance fra sin ydmyge position vil kunne presse en mærkbart anderledes politik igennem. Heller ikke på skatteområdet.

Kilde: