Der hersker en underlig angst for højhuse i Danmark. Hvad er det med høje bygninger, som så ofte har skræmt politikerne fra at give tilladelse til, at de kunne bygges, f.eks. i landets hovedstad, København? "Det unikke ved København er, at den har en lav skyline," hører man af og til. Aha. Det unikke ved Zimbabwe er, at mange af landets indbyggere lever i hytter klinet af komøg. Skal de vedblive at gøre det? Skal vi undlade at bygge i højden, fordi vi ikke hidtil har gjort det?
En storby er til, for at mennesker kan bo og arbejde i den, den er ikke et frilandsmuseum. Derfor er det godt, at Venstre i København nu tager hul på debatten om at tillade højhuse i landets hovedstad. Med de grundpriser som København har, er det naturligt at bygge i højden. Højhuse sikrer, at mange flere kan bo og arbejde i attraktive bycentre. Det er derfor, de bliver bygget. Hvorfor skulle man ikke gøre det?
Højhuse gør noget andet. De betager mennesker. De demonstrerer den fabelagtige tilpasningsdygtighed og opfindsomhed, som vi mennesker er udstyret med, og som vi kan udfolde, hvis vi får lov. Måske er det derfor, at så mange politikere og kulturpersonligheder korser sig ved tanken om højhuse i de danske byer. Ofte er det de samme mennesker, som hele tiden fortæller os, at vi ville gå til grunde, hvis vi ikke havde deres omsorgsstat til at passe på os. I virkeligheden ville vi bygge højhuse!
Som figuren Gail Wynand siger det i den russisk-amerikanske forfatterindes Ayn Rands roman, Kun den stærke er fri, fra 1943:
"Jeg ville give den skønneste solnedgang i verden for et eneste glimt af New Yorks skyskrabere. Især når man ikke kan se enkelthederne. Kun formerne. Formerne og den tanke, der har skabt dem. Himlen over New York og det synlige udtryk for den menneskelige vilje. Er det ikke al den religion, vi behøver?"
Bogen blev filmatiseret i 1949 med Gary Cooper i hovedrollen som den idealistiske unge arkitekt Howard Roark, hvis drøm det er at bygge skyskraberne. Kære læsere, læn jer tilbage og se hele filmen her:
En storby er til, for at mennesker kan bo og arbejde i den, den er ikke et frilandsmuseum. Derfor er det godt, at Venstre i København nu tager hul på debatten om at tillade højhuse i landets hovedstad. Med de grundpriser som København har, er det naturligt at bygge i højden. Højhuse sikrer, at mange flere kan bo og arbejde i attraktive bycentre. Det er derfor, de bliver bygget. Hvorfor skulle man ikke gøre det?
Højhuse gør noget andet. De betager mennesker. De demonstrerer den fabelagtige tilpasningsdygtighed og opfindsomhed, som vi mennesker er udstyret med, og som vi kan udfolde, hvis vi får lov. Måske er det derfor, at så mange politikere og kulturpersonligheder korser sig ved tanken om højhuse i de danske byer. Ofte er det de samme mennesker, som hele tiden fortæller os, at vi ville gå til grunde, hvis vi ikke havde deres omsorgsstat til at passe på os. I virkeligheden ville vi bygge højhuse!
Som figuren Gail Wynand siger det i den russisk-amerikanske forfatterindes Ayn Rands roman, Kun den stærke er fri, fra 1943:
"Jeg ville give den skønneste solnedgang i verden for et eneste glimt af New Yorks skyskrabere. Især når man ikke kan se enkelthederne. Kun formerne. Formerne og den tanke, der har skabt dem. Himlen over New York og det synlige udtryk for den menneskelige vilje. Er det ikke al den religion, vi behøver?"
Bogen blev filmatiseret i 1949 med Gary Cooper i hovedrollen som den idealistiske unge arkitekt Howard Roark, hvis drøm det er at bygge skyskraberne. Kære læsere, læn jer tilbage og se hele filmen her:
