Engang i mellem siger en ordfører for Dansk Folkeparti noget befriende rigtigt, som ingen andre - mere skolede - politikere vil sige, men som rammer hovedet lige på sømmet. Det ærgerlige er dog, at når det sker, så kan man være ret sikker på, at det heller ikke i Dansk Folkeparti bifaldes af den mere opportunistisk tænkende partitop, så reelt er det ikke partiets politik. Men sagt er det, og det er bedre end ingenting.
Boligordfører Anita Knakkergaard skal i hvert fald have ros for hendes udmelding om, at folk, der ikke har råd til at bo i København, jo bare kan bo i Ishøj. Der er ingen grund til at pøse skattekroner i billige boliger i København, for at også sygeplejersker, politibetjente og pædagoger har råd til at bosætte sig i kommunen, for der er - som Knakkergaard så rigtigt påpeger - kun 20 minutter i S-toget fra Ishøj til København.
Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, er naturligvis professionelt forarget. Han kalder det både beskæmmende og urimeligt at sige sådan, som om det at bo i Ishøj er værre end at få hæmorider, men det er da en underlig indstilling at have - som socialdemokrat. Partiet har siddet på borgmesterposten i Ishøj uafbrudt siden den 1. januar 1970, så noget godt må Carsten Hansen da kunne se ved Ishøj.
Politikerne må bare erkende, at nogle områder af landet er så dyre, at ikke alle har råd til at bo der, og den retning bevæger også København sig i. Ingen kræver jo heller, at der skal stilles boliger til rådighed for folk med lave indkomster i villakvarterer i Charlottenlund eller Skåde Bakker.
Men politikerne kan faktisk godt gøre noget for at skaffe lejligheder til lønmodtagere med almindelige lønninger i København, hvis de vil. I visse bydele er der jo store koncentrationer af folk, som ikke har behov for at komme hurtigt på arbejde i København, fordi de slet ikke har et. De kunne lige så godt bo alle mulige andre steder i landet, men politikerne giver dem månedlige udbetalinger uden krav om modydelse, så de ikke anspores til at flytte hen, hvor de kan finde arbejde, og politikerne betaler endda også en stor del af huslejen for dem.
Hvis man holdt op med at øse penge ud over de beboere, så ville de vel bosætte sig andre steder i landet. I mange tilfælde måske endda i helt andre lande, som de kulturelt synes at føle sig mere hjemhørende i. Og så kunne der nok blive plads til endda nogle sygeplejersker, politibetjente og pædagoger trods de stigende boligpriser i København.
Boligordfører Anita Knakkergaard skal i hvert fald have ros for hendes udmelding om, at folk, der ikke har råd til at bo i København, jo bare kan bo i Ishøj. Der er ingen grund til at pøse skattekroner i billige boliger i København, for at også sygeplejersker, politibetjente og pædagoger har råd til at bosætte sig i kommunen, for der er - som Knakkergaard så rigtigt påpeger - kun 20 minutter i S-toget fra Ishøj til København.
Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, er naturligvis professionelt forarget. Han kalder det både beskæmmende og urimeligt at sige sådan, som om det at bo i Ishøj er værre end at få hæmorider, men det er da en underlig indstilling at have - som socialdemokrat. Partiet har siddet på borgmesterposten i Ishøj uafbrudt siden den 1. januar 1970, så noget godt må Carsten Hansen da kunne se ved Ishøj.
Politikerne må bare erkende, at nogle områder af landet er så dyre, at ikke alle har råd til at bo der, og den retning bevæger også København sig i. Ingen kræver jo heller, at der skal stilles boliger til rådighed for folk med lave indkomster i villakvarterer i Charlottenlund eller Skåde Bakker.
Men politikerne kan faktisk godt gøre noget for at skaffe lejligheder til lønmodtagere med almindelige lønninger i København, hvis de vil. I visse bydele er der jo store koncentrationer af folk, som ikke har behov for at komme hurtigt på arbejde i København, fordi de slet ikke har et. De kunne lige så godt bo alle mulige andre steder i landet, men politikerne giver dem månedlige udbetalinger uden krav om modydelse, så de ikke anspores til at flytte hen, hvor de kan finde arbejde, og politikerne betaler endda også en stor del af huslejen for dem.
Hvis man holdt op med at øse penge ud over de beboere, så ville de vel bosætte sig andre steder i landet. I mange tilfælde måske endda i helt andre lande, som de kulturelt synes at føle sig mere hjemhørende i. Og så kunne der nok blive plads til endda nogle sygeplejersker, politibetjente og pædagoger trods de stigende boligpriser i København.
