En ny amerikansk film,
2081 - Everyone Will Finally Be Equal, berører en ubehagelig sandhed for de politiske lighedsmagere: Nemlig det forhold at vi mennesker aldrig kan blive lige i nogen jordnær forstand, med mindre ligheden håndhæves af et umenneskeligt totalitært system. Vi kan og skal sikres de samme grundlæggende frihedsrettigheder i forhold til det politiske apparats magtudøvelse - men lige, forstået som hinandens ligemænd, bliver vi ikke af den grund.
Heldigvis tyder intet på, at menneskeheden inden for en overskuelig fremtid vil gå så langt som i filmen, hvor man, i erkendelse af at ikke alle er lige kloge, stærke og smukke, handicapper dem, der er klogere, stærkere og smukkere end gennemsnittet. Netop i disse dages fejres de dygtigste sportsfolk i - af alle steder - det af navn kommunistiske Kina. Og i kulturlivet går den nyeste Batman-film sin sejrsgang i biografer over hele kloden og beviser igen, at vi mennesker elsker heltene, der gør, hvad de fleste ikke vil eller evner at gøre.
Ingen kan vel nogensinde finde på at foreslå, at de dygtigste sportsudøvere skal dele deres medaljer med de ringe, eller at heltene skal dele hæder og ære med dem, der ikke vil kæmpe for nogen større sag end deres egen magelighed og sikkerhed. Vi anerkender alle, at man selv må gøre sig fortjent til disse ting. Vi ved, at den sande elite er elite, fordi den har gjort det ekstraordinære. I stedet for at ville pille elitens medlemmer ned, inspireres vi af deres resultater og gerninger og efteraber det bedste, vi har lært. På den måde løfter de dygtigste, modigste og ædleste blandt os alle vi andre op.
Der findes vist kun én sand elite, som er ilde set blandt de brede masser, og det er, hvad man kunne kalde pengeeliten. Dens medlemmer har ikke vundet spektakulære og medietransmitterede sportskonkurrencer, og der laves langt sjældnere film om dens positive bedrifter end om dens påståede umenneskelige sind. Virkeligheden er imidlertid, at også de fleste fra pengeeliten har udrettet, hvad de færreste formår, nemlig at producere et gode, som har kunnet forbedre andre menneskers liv så meget, at disse med glæde har villet betale godets pris. Det er på den måde, at pengeeliten har opnået sin status. Alligevel begragtes det som en politisk dyd at ville frarøve denne elite sin præmie med ekstreme skatter og dele den ud til dem, som ikke har ydet noget tilsvarende.
Har en OL-guldvinder gjort sig mere fortjent til sin belønning end en fabrikant af et livsforbedrende nyt apparat, som alle ønsker at eje? Nej, selvfølgelig ikke. Fabrikanten har endda gjort sine medmenneskers livskvalitet højere, mens sportsudøveren ofte kun har været på jagt efter sine medmenneskers anerkendelse.
Forklaringen på folkedybets krav om, at de rige ikke må beholde alt for mange af deres penge, er formentlig blot, at selvom vi mennesker elsker at applaudere det sublime, så stikker griskheden i mange endnu dybere.
Heldigvis tyder intet på, at menneskeheden inden for en overskuelig fremtid vil gå så langt som i filmen, hvor man, i erkendelse af at ikke alle er lige kloge, stærke og smukke, handicapper dem, der er klogere, stærkere og smukkere end gennemsnittet. Netop i disse dages fejres de dygtigste sportsfolk i - af alle steder - det af navn kommunistiske Kina. Og i kulturlivet går den nyeste Batman-film sin sejrsgang i biografer over hele kloden og beviser igen, at vi mennesker elsker heltene, der gør, hvad de fleste ikke vil eller evner at gøre.
Ingen kan vel nogensinde finde på at foreslå, at de dygtigste sportsudøvere skal dele deres medaljer med de ringe, eller at heltene skal dele hæder og ære med dem, der ikke vil kæmpe for nogen større sag end deres egen magelighed og sikkerhed. Vi anerkender alle, at man selv må gøre sig fortjent til disse ting. Vi ved, at den sande elite er elite, fordi den har gjort det ekstraordinære. I stedet for at ville pille elitens medlemmer ned, inspireres vi af deres resultater og gerninger og efteraber det bedste, vi har lært. På den måde løfter de dygtigste, modigste og ædleste blandt os alle vi andre op.
Der findes vist kun én sand elite, som er ilde set blandt de brede masser, og det er, hvad man kunne kalde pengeeliten. Dens medlemmer har ikke vundet spektakulære og medietransmitterede sportskonkurrencer, og der laves langt sjældnere film om dens positive bedrifter end om dens påståede umenneskelige sind. Virkeligheden er imidlertid, at også de fleste fra pengeeliten har udrettet, hvad de færreste formår, nemlig at producere et gode, som har kunnet forbedre andre menneskers liv så meget, at disse med glæde har villet betale godets pris. Det er på den måde, at pengeeliten har opnået sin status. Alligevel begragtes det som en politisk dyd at ville frarøve denne elite sin præmie med ekstreme skatter og dele den ud til dem, som ikke har ydet noget tilsvarende.
Har en OL-guldvinder gjort sig mere fortjent til sin belønning end en fabrikant af et livsforbedrende nyt apparat, som alle ønsker at eje? Nej, selvfølgelig ikke. Fabrikanten har endda gjort sine medmenneskers livskvalitet højere, mens sportsudøveren ofte kun har været på jagt efter sine medmenneskers anerkendelse.
Forklaringen på folkedybets krav om, at de rige ikke må beholde alt for mange af deres penge, er formentlig blot, at selvom vi mennesker elsker at applaudere det sublime, så stikker griskheden i mange endnu dybere.
