Er baggrunden for at Brøndby-angriberen Morten "Duncan" Rasmussen har stjålet 43.000 kroner fra en veninde og brugt dem på pengespil, at han er syg af "ludomani", sådan som han selv siger? Nej, han har gjort, som han har gjort, fordi kan han har en karakterbrist og i øvrigt er en kluddermikkel med sin privatøkonomi. Man stjæler ikke fra andre folk, fordi man har en ubønhørlig trang til at spille pengene op. Man stjæler, fordi man giver efter for den trang og er så ligeglad med andre mennesker, at man ikke har noget imod at gøre dem skade for at nå sine egne mål.
Brøndby IF mener sikkert, at det er utroligt smart at give en sygdom skylden for deres spillers slette karakter. Professionel fodbold er jo ikke kun det, der foregår på banen, men også at have spillere, som fanskaren kan se op til. Spillere som stjæler fra deres venner er svære at have som forbillede - det går nemmere med et menneske, som påvirket af sygdom ikke handler, som han "normalt" ville have gjort.
Men så må vi andre jo bare sige det, som det er, for ellers er alternativet, at ethvert personligt ansvar med tiden eroderes af de mange diagnoser, som eksperterne velvilligt stiller til rådighed, når nogen har behov for en dårlig undskyldning, der syner god.
Hvor mange forældre får mon for tiden lægens ord for, at deres barn har en eller anden adfærdssygdom, når virkeligheden nærmere er, at forældrene ikke har opdraget deres børn ordentligt? Hvor mange alkoholikere og narkomaner sidder og luner sig ved tanken om, at de i virkeligheden er syge, fremfor at se i øjnene at de til enhver tid kan helbrede sig selv, hvis de bare vil det nok? Hvor mange dovne mennesker går ikke på arbejde og dækker sig ind under endnu en modediagnose som f.eks. "udbrændthed"?
Vi gætter på, at det er mange, og det er nødvendigt at sige udviklingen imod. For det personlige ansvars skyld.
Brøndby IF mener sikkert, at det er utroligt smart at give en sygdom skylden for deres spillers slette karakter. Professionel fodbold er jo ikke kun det, der foregår på banen, men også at have spillere, som fanskaren kan se op til. Spillere som stjæler fra deres venner er svære at have som forbillede - det går nemmere med et menneske, som påvirket af sygdom ikke handler, som han "normalt" ville have gjort.
Men så må vi andre jo bare sige det, som det er, for ellers er alternativet, at ethvert personligt ansvar med tiden eroderes af de mange diagnoser, som eksperterne velvilligt stiller til rådighed, når nogen har behov for en dårlig undskyldning, der syner god.
Hvor mange forældre får mon for tiden lægens ord for, at deres barn har en eller anden adfærdssygdom, når virkeligheden nærmere er, at forældrene ikke har opdraget deres børn ordentligt? Hvor mange alkoholikere og narkomaner sidder og luner sig ved tanken om, at de i virkeligheden er syge, fremfor at se i øjnene at de til enhver tid kan helbrede sig selv, hvis de bare vil det nok? Hvor mange dovne mennesker går ikke på arbejde og dækker sig ind under endnu en modediagnose som f.eks. "udbrændthed"?
Vi gætter på, at det er mange, og det er nødvendigt at sige udviklingen imod. For det personlige ansvars skyld.
