Så gik Berlingske Tidendes tidligere chefredaktør, Niels Lunde, minsandten til Politiken. Han er en fleksibel mand! Først var han hos den borgerlige Dansk Arbejdsgiverforening, så et smut på socialdemokratiske Det fri Aktuelt, så tilbage til borgerligheden på Berlingske Tidende og nu igen på et centrum-venstrefløjsorgan. Han er også
for fleksibel.
"Et blad skal være en kampplads og en talerstol i lige så høj grad, som det er en budbringer ude og hjemme," sagde Ekstra Bladets første chefredaktør, Frejlif Olsen, og deri havde han ret. En avis uden en mission er en meningsløshed, for hvordan skulle man på avisen kunne prioritere døgnets begivenheder og udvælge tilstande, som er værd at problematisere, hvis ikke ud fra et standpunkt om, hvad der er vigtigt, og hvad der er problematisk?
En avis skal derfor også have folk i spidsen med integritet nok til at varetage den opgave, d.v.s. mennesker som selv er kendt for at forfølge en rød tråd, og som derfor med troværdighed kan stille sig frem og sige til journalistiske medarbejdere såvel som læsere, "dette er, hvad jeg tror på, fremad mod kampmarken"!
Hvad tror folk som Niels Lunde og for den sags skyld også Berlingske Tidendes nuværende og politisk lige så omrejsende chefredaktør, Lisbeth Knudsen, egentlig på? Tror de overhovedet på andet end deres egen karriere, uanset hvor den måtte udfolde sig, og uanset hvad de skal kæmpe for? Det ser ikke sådan ud.
Og det ses på den avis, der på skift har stillet kontor til rådighed for deres helt private ambitioner. Hvor er Berlingske Tidendes sjæl? Har nogen set den det seneste tiår? Findes der et eneste menneske i dette land, som ved at studere avisens journalistik kan aflure, med hvilket formål Berlingske Tidende udgives - andet end at skaffe, i øvrigt alt for få, penge til dens bestandigt skiftende ejere?
Måske skulle man ved det næste lederskifte på Danmarks ældste dagblad prøve noget nyt. Man kunne vælge en person, som vil andet med sit virke i pressen end blot at mele sin egen kage. Et menneske med noget så gammeldags som principper. For troværdighedens skyld.
"Et blad skal være en kampplads og en talerstol i lige så høj grad, som det er en budbringer ude og hjemme," sagde Ekstra Bladets første chefredaktør, Frejlif Olsen, og deri havde han ret. En avis uden en mission er en meningsløshed, for hvordan skulle man på avisen kunne prioritere døgnets begivenheder og udvælge tilstande, som er værd at problematisere, hvis ikke ud fra et standpunkt om, hvad der er vigtigt, og hvad der er problematisk?
En avis skal derfor også have folk i spidsen med integritet nok til at varetage den opgave, d.v.s. mennesker som selv er kendt for at forfølge en rød tråd, og som derfor med troværdighed kan stille sig frem og sige til journalistiske medarbejdere såvel som læsere, "dette er, hvad jeg tror på, fremad mod kampmarken"!
Hvad tror folk som Niels Lunde og for den sags skyld også Berlingske Tidendes nuværende og politisk lige så omrejsende chefredaktør, Lisbeth Knudsen, egentlig på? Tror de overhovedet på andet end deres egen karriere, uanset hvor den måtte udfolde sig, og uanset hvad de skal kæmpe for? Det ser ikke sådan ud.
Og det ses på den avis, der på skift har stillet kontor til rådighed for deres helt private ambitioner. Hvor er Berlingske Tidendes sjæl? Har nogen set den det seneste tiår? Findes der et eneste menneske i dette land, som ved at studere avisens journalistik kan aflure, med hvilket formål Berlingske Tidende udgives - andet end at skaffe, i øvrigt alt for få, penge til dens bestandigt skiftende ejere?
Måske skulle man ved det næste lederskifte på Danmarks ældste dagblad prøve noget nyt. Man kunne vælge en person, som vil andet med sit virke i pressen end blot at mele sin egen kage. Et menneske med noget så gammeldags som principper. For troværdighedens skyld.
