Det er bemærkelsesværdigt så indædt, danske intellektuelle, historikere og meningsdannere kæmper for ikke at fortælle om den rædsel, som blev udøvet af de kommunistiske regimers ledere. Seneste eksempel er historikeren Kristian Hvidt, som i sin nye bog "Europa - 1000 års historie" let og elegant forbigår de blodige forbrydelser, som Sovjetunionens grundlægger, Vladimir Lenin, begik for at støbe fundamentet for et af det 20. århundredes største rædselsregimer. "Det lykkedes Lenin at få samlet Rusland og løfte befolkningen op på en tålelig levestandard inden sin død i 1924. Det var et resultat af hans enestående begavelse og organisatoriske talent," skriver Kristian Hvidt i bogen.
Det er ord som disse, der har fået Deadline-vært Adam Holm, selv historiker, til at kritisere Kristian Hvidt. Med rette spørger han, hvad Lenins "enestående begavelse og organisatoriske talent" egentlig fik ham til at gøre. "Standretter, masseterror og arbejdslejre," opsummerer Adam Holm. Men det skriver Kristian Hvidt ikke noget om, han fortæller kun om Lenins talenter, ikke om i hvilken grusom sags tjeneste talenterne blev brugt.
Hvorfor sker det igen og igen og igen, det her? Hvorfor er det nødvendigt hele tiden at minde etablerede forskere og meningsdannere om, at de kommunistiske ledere, som de ofte skriver positivt om, har store forbrydelser på samvittigheden? Hvis det var enkeltstående tilfælde, ville man vel kunne argumentere for, at der var tale om beklagelige fejl. Men når vi har med gentagelsessynder at gøre, så kan man ikke tro andet, end at disse mennesker simpelthen har så meget sympati for kommunismens store ikoner og deres påståede idealisme, at de gerne ser gennem fingre med deres frygtelige gerninger.
Det er en skændsel.
Det er ord som disse, der har fået Deadline-vært Adam Holm, selv historiker, til at kritisere Kristian Hvidt. Med rette spørger han, hvad Lenins "enestående begavelse og organisatoriske talent" egentlig fik ham til at gøre. "Standretter, masseterror og arbejdslejre," opsummerer Adam Holm. Men det skriver Kristian Hvidt ikke noget om, han fortæller kun om Lenins talenter, ikke om i hvilken grusom sags tjeneste talenterne blev brugt.
Hvorfor sker det igen og igen og igen, det her? Hvorfor er det nødvendigt hele tiden at minde etablerede forskere og meningsdannere om, at de kommunistiske ledere, som de ofte skriver positivt om, har store forbrydelser på samvittigheden? Hvis det var enkeltstående tilfælde, ville man vel kunne argumentere for, at der var tale om beklagelige fejl. Men når vi har med gentagelsessynder at gøre, så kan man ikke tro andet, end at disse mennesker simpelthen har så meget sympati for kommunismens store ikoner og deres påståede idealisme, at de gerne ser gennem fingre med deres frygtelige gerninger.
Det er en skændsel.
