Da Anders Fogh Rasmussens regering tiltrådte i vinteren 2001, var det med ambitioner om at sælge ud af det sociale boligbyggeri. Med boligpolitikken fra Storbritanniens 80'er-premierminister Margaret Thatcher som forbillede skulle beboerne i det sociale boligbyggeri have tilbud om at købe deres egen bolig til favørpris, så den altså blev konverteret fra almennyttig bolig til ejerbolig.
Idéen var en kæmpe succes i Storbritannien, så hvorfor ikke bare gøre det samme i Danmark, tænkte Anders Fogh Rasmussen. Men desværre blev det overladt til de Konservatives daværende formand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen at føre idéen ud i livet. Og så løb det inititiativ ud i sandet.
Var det gået anderledes, så kunne de danske skatteydere sandsynligvis have været sparet for at medfinansiere den nye storstilede reklamekampagne for det sociale boligbyggeri, som Boligselskabernes Landsforening nu vil søsætte. Kampagnen skal gøre danskerne stolte af det sociale boligbyggeri, fortæller formand Palle Adamsen: "Som samfund føler vi ikke den fælles stolthed, som vi burde over for det fundament af social ansvarlighed, som den almene sektor udgør."
Sikke noget fis. Social ansvarlighed er ikke noget, som er støbt i fundamentet på et betonbyggeri i en storbyforstad. Tværtimod. I det sociale boligbyggeri har man placeret alle de mennesker, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet i det socialdemokratiske mønstersamfund, fordi de der ville bryde lighedsidyllen med deres lavere lønninger. I stedet har man sat dem på bistandshjælp og fået dem skibet ud i velfærdsghettoen, så studerende, bohemer og andre overskudstyper har kunnet få bymidterne for sig selv.
Palle Adamsens velfærdsghettoer fungerer som skraldespand for den socialdemokratiske stats produktion af mennesker, som der ikke er plads til, eller som ikke ønsker sig en plads. Det er ikke noget at være stolt over, hverken for danskerne som helhed eller for arbejderbevægelsen. Lidt skam ville snarere være på sin plads.
Idéen var en kæmpe succes i Storbritannien, så hvorfor ikke bare gøre det samme i Danmark, tænkte Anders Fogh Rasmussen. Men desværre blev det overladt til de Konservatives daværende formand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen at føre idéen ud i livet. Og så løb det inititiativ ud i sandet.
Var det gået anderledes, så kunne de danske skatteydere sandsynligvis have været sparet for at medfinansiere den nye storstilede reklamekampagne for det sociale boligbyggeri, som Boligselskabernes Landsforening nu vil søsætte. Kampagnen skal gøre danskerne stolte af det sociale boligbyggeri, fortæller formand Palle Adamsen: "Som samfund føler vi ikke den fælles stolthed, som vi burde over for det fundament af social ansvarlighed, som den almene sektor udgør."
Sikke noget fis. Social ansvarlighed er ikke noget, som er støbt i fundamentet på et betonbyggeri i en storbyforstad. Tværtimod. I det sociale boligbyggeri har man placeret alle de mennesker, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet i det socialdemokratiske mønstersamfund, fordi de der ville bryde lighedsidyllen med deres lavere lønninger. I stedet har man sat dem på bistandshjælp og fået dem skibet ud i velfærdsghettoen, så studerende, bohemer og andre overskudstyper har kunnet få bymidterne for sig selv.
Palle Adamsens velfærdsghettoer fungerer som skraldespand for den socialdemokratiske stats produktion af mennesker, som der ikke er plads til, eller som ikke ønsker sig en plads. Det er ikke noget at være stolt over, hverken for danskerne som helhed eller for arbejderbevægelsen. Lidt skam ville snarere være på sin plads.
