Nogle mennesker kan hyle op om, at græsset er grønnere på den anden side af hækken - uden at de af den grund vil flytte sig selv derover, selvom de har muligheden. Nej, de vil gerne vedblive med at stå, hvor de nu engang står og så kræve, at andre skal skrælle græsset af jorden hos naboen og rulle det ud hos dem. Oftest er det på venstrefløjen, at man stiller sig velvilligt til rådighed som politisk arm for denne græsmisundelsesbevægelse.
Tag f.eks. de offentligt ansatte, som nu i flere år har besværet sig over deres løn. "De privat ansatte får meget mere end os, vi vil også ha'," har det lydt. Hvorfor skifter de ikke bare job til det private? Hvorfor kræver de ikke, at deres arbejdsplads bliver privatiseret? Det ser vi nu, hvor finanskrisen ventes at komme til at kradse, og ledigheden igen vil stige - i det private, ikke i det offentlige. Så er det igen populært at være offentligt ansat. Det var altså derfor, at de offentligt ansatte ikke ville ansættes privat. Græsset var fuldt ud så grønt hos dem, det var højst i en anden nuance. De havde byttet høj løn for bl.a. jobsikkerhed, fordi de simpelthen foretrak det sådan.
Også kvindesagen er godt med i dette græsmisundelsesræs. "Vi vil have samme løn som mændene," skriger man hysterisk. Men som kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC siger (ja, det er utroligt, han er både kønsforsker og fra RUC, men han siger det altså): "Mænd giver generelt udtryk for, at løn er vigtigere for dem, mens andre ting måske kan være vigtigere for kvinderne." Der er altså noget, som holder kvinderne på deres side af hækken. De ønsker simpelthen ikke at bevæge sig over på den anden side, hvor lønnen er høj. Men går den så går den. Hvis de kan få politikerne til at levere lønnen, uden at skulle bevæge sig ud af stedet, så kan de opnå en gevinst uden omkostninger.
Så er der boliglejerne, som i de senere års opgangstider på boligmarkedet har krævet at få andel i ejernes værditilvækst i boligen. Det var jo egentlig nemt nok at få det uden at skulle stille sig op i et hylekor, men det krævede selvfølgelig, at man opsagde sin bekymringsfri tilværelse som lejer, optog et millionlån og begyndte at rense sine tagrender selv. Og det gad lejerne simpelthen ikke. I dag ser vi en af grundene til det. Boligpriserne falder, og renterne på lånet stiger. Lejerne sidder nu og godter sig i deres trygge bo: "Godt vi ikke købte!" Men hvis de kunne have fået politikerne til at rane boligmillioner til sig uden at skulle løbe den risiko, som nu materialiserer sig for ejerne, så havde det jo bare været helt fjong.
Alle valg indebærer fordele og ulemper. Topmålet af egoisme er, når man foretager sine valg, fordi man mener, at de tjener en bedst, men samtidig kræver at andre skal dele ud af fordelene ved deres valg. Sådan er ikke desto mindre venstrefløjen.
Tag f.eks. de offentligt ansatte, som nu i flere år har besværet sig over deres løn. "De privat ansatte får meget mere end os, vi vil også ha'," har det lydt. Hvorfor skifter de ikke bare job til det private? Hvorfor kræver de ikke, at deres arbejdsplads bliver privatiseret? Det ser vi nu, hvor finanskrisen ventes at komme til at kradse, og ledigheden igen vil stige - i det private, ikke i det offentlige. Så er det igen populært at være offentligt ansat. Det var altså derfor, at de offentligt ansatte ikke ville ansættes privat. Græsset var fuldt ud så grønt hos dem, det var højst i en anden nuance. De havde byttet høj løn for bl.a. jobsikkerhed, fordi de simpelthen foretrak det sådan.
Også kvindesagen er godt med i dette græsmisundelsesræs. "Vi vil have samme løn som mændene," skriger man hysterisk. Men som kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC siger (ja, det er utroligt, han er både kønsforsker og fra RUC, men han siger det altså): "Mænd giver generelt udtryk for, at løn er vigtigere for dem, mens andre ting måske kan være vigtigere for kvinderne." Der er altså noget, som holder kvinderne på deres side af hækken. De ønsker simpelthen ikke at bevæge sig over på den anden side, hvor lønnen er høj. Men går den så går den. Hvis de kan få politikerne til at levere lønnen, uden at skulle bevæge sig ud af stedet, så kan de opnå en gevinst uden omkostninger.
Så er der boliglejerne, som i de senere års opgangstider på boligmarkedet har krævet at få andel i ejernes værditilvækst i boligen. Det var jo egentlig nemt nok at få det uden at skulle stille sig op i et hylekor, men det krævede selvfølgelig, at man opsagde sin bekymringsfri tilværelse som lejer, optog et millionlån og begyndte at rense sine tagrender selv. Og det gad lejerne simpelthen ikke. I dag ser vi en af grundene til det. Boligpriserne falder, og renterne på lånet stiger. Lejerne sidder nu og godter sig i deres trygge bo: "Godt vi ikke købte!" Men hvis de kunne have fået politikerne til at rane boligmillioner til sig uden at skulle løbe den risiko, som nu materialiserer sig for ejerne, så havde det jo bare været helt fjong.
Alle valg indebærer fordele og ulemper. Topmålet af egoisme er, når man foretager sine valg, fordi man mener, at de tjener en bedst, men samtidig kræver at andre skal dele ud af fordelene ved deres valg. Sådan er ikke desto mindre venstrefløjen.
