Hvad gør det, at man som minister blot er et redskab for de i forvejen herskende sandheder i ens ministerium, at man intet kan gå egen hånd og intet vil, at man gør cirka lige så meget gavn på sin post som en gyngehest - når blot man er fra Fyn og virker flink? Det synes at være Det Konservative Folkepartis princip for udvælgelsen af egnede minister- og sågar lederemner, som dokumenteret ved først Bendt Bendtsen og nu Carina Christensen.
Bendtsen hviler i dag trygt i Bruxelles, så ham behøver vi ikke beskæftige os mere med, men så sørger Carina Christensen i Kulturministeriet til gengæld for, at vi ikke kan få lejlighed til at rette vore krumme tæer ud på vegne af det borgerlige Danmark.
"Så bliver folk inderligt sure eller forargede eller glade eller noget andet. Og det er det, kunsten skal gøre. Det er det, jeg ser som den vigtigste rolle," siger hun efter uger og måneder, hvor hun er blevet kritiseret for ikke at ville noget på sin post. Og større bekræftelse kan kritikerne næppe få, for en konservativ kulturminister, som ikke kan andet end at rable ældgamle kulturradikale fraser af sig, når hun bliver bedt om at fremlægge sine forventninger til kulturlivet, har vitterligt intet at byde på. Absolut intet.
Samtlige nulevende danskere har i dag levet hele eller det meste af deres liv i en tid, hvor denne snak om, at rigtig kunst skal være "provokerende", har været det altdominerende dogme blandt kunsteliten og dens eftersnakkere. Hver gang en gruppe borgere har hidset sig op over, at de har skullet betale for et eller andet åndssvagt - ja, bogstaveligt talt åndssvagt! - kunstprodukt, har "kunst"-typerne stået i kø for at forklare, at lige netop denne reaktion har dokumenteret kunstværkets berettigelse. Og hver gang har de fortjent at få en brækspand i hovedet. Nu er turen så kommet til landets konservative kulturminister ... Uuuulrik!!!
Kunst skal give beskuerne en oplevelse, formidle stemninger og indsigter. At en konservativ kulturminister gør den harme, som mange føler ved at vide, at de skal betale til noget, som er dem fuldstændigt meningsløst, ligegyldigt eller ligefrem grimt, til selve målet i sig selv, vidner om den sejr, som ikke alene kulturradikalismen, men også den mest stupide variant af kulturradikalismen har vundet i det etablerede Danmark.
Hvad skal en borgerlig regering med en kulturminister, som ikke kan andet end at efterplapre det etablererede? Fyr hende dog - det må kunne gøres bedre!
Bendtsen hviler i dag trygt i Bruxelles, så ham behøver vi ikke beskæftige os mere med, men så sørger Carina Christensen i Kulturministeriet til gengæld for, at vi ikke kan få lejlighed til at rette vore krumme tæer ud på vegne af det borgerlige Danmark.
"Så bliver folk inderligt sure eller forargede eller glade eller noget andet. Og det er det, kunsten skal gøre. Det er det, jeg ser som den vigtigste rolle," siger hun efter uger og måneder, hvor hun er blevet kritiseret for ikke at ville noget på sin post. Og større bekræftelse kan kritikerne næppe få, for en konservativ kulturminister, som ikke kan andet end at rable ældgamle kulturradikale fraser af sig, når hun bliver bedt om at fremlægge sine forventninger til kulturlivet, har vitterligt intet at byde på. Absolut intet.
Samtlige nulevende danskere har i dag levet hele eller det meste af deres liv i en tid, hvor denne snak om, at rigtig kunst skal være "provokerende", har været det altdominerende dogme blandt kunsteliten og dens eftersnakkere. Hver gang en gruppe borgere har hidset sig op over, at de har skullet betale for et eller andet åndssvagt - ja, bogstaveligt talt åndssvagt! - kunstprodukt, har "kunst"-typerne stået i kø for at forklare, at lige netop denne reaktion har dokumenteret kunstværkets berettigelse. Og hver gang har de fortjent at få en brækspand i hovedet. Nu er turen så kommet til landets konservative kulturminister ... Uuuulrik!!!
Kunst skal give beskuerne en oplevelse, formidle stemninger og indsigter. At en konservativ kulturminister gør den harme, som mange føler ved at vide, at de skal betale til noget, som er dem fuldstændigt meningsløst, ligegyldigt eller ligefrem grimt, til selve målet i sig selv, vidner om den sejr, som ikke alene kulturradikalismen, men også den mest stupide variant af kulturradikalismen har vundet i det etablerede Danmark.
Hvad skal en borgerlig regering med en kulturminister, som ikke kan andet end at efterplapre det etablererede? Fyr hende dog - det må kunne gøres bedre!
