Leder: Fynsk Kolind-kur

Slettet Bruger,

03/11/2007

Hvis vi satte skatten på Fyn ned til 40 procent, så ville folk strømme til øen fra Jylland og Sjælland - dermed ville man bevise, hvilken dynamik lav skat har. Sådan argumenterede Ny Alliances Lars Kolind lørdag aften på tv for sit forslag om at gøre Fyn til et eksperimentarium for lav indkomstskat, og Kolind har naturligvis helt ret. Sådan ville det virkelig gå og ja, det ville for enhver dokumentere, at lav skat tiltrækker initiativrige mennesker og skaber vækst og velstand i den region, som har den lave skat. Ydermere ville det bevise, at folk vitterligt ikke betaler deres skat med glæde, men alene fordi de ellers kommer i fængsel!

Indvendinger er der mange af, og især én har appel til folkedybet, hvorfor skatteminister Kristian Jensen da også har benyttet den: 'Men så ville fynboerne jo komme til at betale mindre i statsskat for alle de goder, som staten stiller til rådighed end jyder og sjællændere. Det ville være uretfærdigt!' Ikke nødvendigvis. Nogle økonomer mener ligefrem, at der vil komme flere penge i statskassen med lavere skatter, fordi folk vil arbejde og dygtiggøre sig mere. Måske ville eksperimentet derfor ende med, at fynboerne kom til at betale mere end jyder og sjællændere. Også det ville kunne give hr. og fru Danmark lidt tiltrængt anskuelsesundervisning!

Nuvel, forslaget bliver naturligvis ikke til noget, for end ikke Lars Kolinds eget parti bakker det op. Men selv det kan vi lære af. Gud og hvermand er tilsyneladende enige om, at så stort et gode som maks. 40 procent indkomstskat ikke må gives til fynboer alene, fordi alle andre så ville føle sig snydt. Men så har vi da i det mindste fået slået fast, at lav skat vitterligt er et gode, som alle gerne vil have. Lad os da give det til alle så!

Kilde: