Hvis man kender regeringen ret, så er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før den også tilslutter sig kravet om, at de fulde 52 ugers udbetaling af penge til barselsorlov skal gøres afhængig af, hvor lang tid far har lyst til at gå hjemme. Adskillige af de kvindelige medlemmer af Venstres og de Konservatives folketingsgrupper er formentlig allerede tilhængere, og på et eller andet tidspunkt øjner statstministeren vel også chancen for at gøre sig populær blandt landets dagsordensættende feminister ved at tilslutte sig idéen. Om ikke før så i hvert fald når Lars Løkke Rasmussen overtager rorpinden i Venstre og føler behov for at vise, at han er sin egen mand i forhold til forgængeren, moderne og alt det der.
Til den tid bør det så - hvis vi skal se på den positive side af sagen - gå op for lidt flere danskere, at det har sin pris at aflevere så stor en del af sin indkomst til politikerne, at vi er blevet gjort fuldstændigt afhængige af, hvordan de - på vores vegne - definerer det gode liv, herunder om det er bedst, at far eller mor er hjemme hos børnene i deres første leveår. "For hver ting, man skal ha lov for, for hver mønt til skattens sum knappes af det albuerum, livet i os har behov for," skrev Piet Hein for efterhånden mange år siden, men danskerne synes ikke rigtigt at have forstået den del med mønten. I store dele af befolkningen hersker den opfattelse, at frihed er noget, man har helt uafhængigt af, hvor stor en andel af økonomien politikerne kræver ind til deres storslåede idéer om forbedring af det danske samfund.
Sådan er det naturligvis ikke. Det koster at leve, og hvis politikerne har de fleste af vores penge og kun uddeler dem til forældre, der artigt følger ligestillingsfundamentalisternes forskrifter, så har kun de bedst beslåede mulighed for at leve frit. Så vil vi se, hvordan man i rigtigt mange familier gør det modsatte af, hvad man i lige netop de familier mener er bedst for både forældre og barn. Mor vil tage afsted på arbejde, selvom hun helst vil blive hjemme. Far vil blive hjemme, selvom han helst vil på arbejde. Og det lille nye menneske i familien vil bare være en brik i en ideologisk feministisk kamp for ... Ja, for hvad, egentlig?
Til den tid bør det så - hvis vi skal se på den positive side af sagen - gå op for lidt flere danskere, at det har sin pris at aflevere så stor en del af sin indkomst til politikerne, at vi er blevet gjort fuldstændigt afhængige af, hvordan de - på vores vegne - definerer det gode liv, herunder om det er bedst, at far eller mor er hjemme hos børnene i deres første leveår. "For hver ting, man skal ha lov for, for hver mønt til skattens sum knappes af det albuerum, livet i os har behov for," skrev Piet Hein for efterhånden mange år siden, men danskerne synes ikke rigtigt at have forstået den del med mønten. I store dele af befolkningen hersker den opfattelse, at frihed er noget, man har helt uafhængigt af, hvor stor en andel af økonomien politikerne kræver ind til deres storslåede idéer om forbedring af det danske samfund.
Sådan er det naturligvis ikke. Det koster at leve, og hvis politikerne har de fleste af vores penge og kun uddeler dem til forældre, der artigt følger ligestillingsfundamentalisternes forskrifter, så har kun de bedst beslåede mulighed for at leve frit. Så vil vi se, hvordan man i rigtigt mange familier gør det modsatte af, hvad man i lige netop de familier mener er bedst for både forældre og barn. Mor vil tage afsted på arbejde, selvom hun helst vil blive hjemme. Far vil blive hjemme, selvom han helst vil på arbejde. Og det lille nye menneske i familien vil bare være en brik i en ideologisk feministisk kamp for ... Ja, for hvad, egentlig?
