Ja, så kom også den dag, hvor man måtte erklære sig enig med den gamle DKP'er Frank Aaen - i modsætning til resten af Folketinget.
"Socialhjælp til spekulanter," kalder han den håndsrækning på op til 20 mia. kr., som Folketinget via Nationalbanken har bevilget til Roskilde Banks kunder, og det har han ret i. Man kan selvfølgelig undre sig over, at Frank Aaen ikke går ind for denne socialhjælp, når han går ind for al anden socialhjælp. Han forklarer det selv med, at skatteyderne ikke skal betale for, at folk løber "en kalkuleret risiko". Men løber en mand, der påbegynder f.eks. et heroinmisbrug, ikke også en kalkuleret risiko, som skatteyderne så heller ikke bør dække, når han ligger og raller på Istedgade fem år senere? Nå, nok om det, det skal ikke spolere den nyfundne enighed ...
Problemet med at staten holder Roskilde Bank-spekulanterne fri for skade er, at de og andre så kan finde på at gøre det samme igen. Uanset hvor vakkelvoren en bank de betror deres midler, så vil de jo aldrig kunne tabe på det, når staten til enhver tid vil stå klar som redningsmand. Det gælder for spekulanter såvel som for narkomaner, at når staten holder dem skadesfri for deres uansvarlighed, så avler det mere uansvarlighed. Hvis man behandler folk som børn, så opfører de sig som børn.
De op til 7.000 kroner, som hver eneste dansker risikerer at skulle betale til Roskilde Bank-fadæsen, er i sig selv en invitation til, at vi om nogle år igen skal have pungen op af lommen. Hvis vi ikke havde betalt, så ville folk omvendt kunne tage ved lære af deres fejltagelser og undlade at begå dem igen. På den måde er der igen stor lighed mellem Nationalbankens indsats for Roskilde Bank og socialhjælpen. Mange i velfærdsstatens faste klientel lærer heller ikke af deres fejl og lægger ikke deres liv om, så de kan begå sig i samfundet, fordi socialhjælpen sørger for, at de ikke behøver at gøre det.
Så vi takker igen Frank Aaen for sammenligningen.
"Socialhjælp til spekulanter," kalder han den håndsrækning på op til 20 mia. kr., som Folketinget via Nationalbanken har bevilget til Roskilde Banks kunder, og det har han ret i. Man kan selvfølgelig undre sig over, at Frank Aaen ikke går ind for denne socialhjælp, når han går ind for al anden socialhjælp. Han forklarer det selv med, at skatteyderne ikke skal betale for, at folk løber "en kalkuleret risiko". Men løber en mand, der påbegynder f.eks. et heroinmisbrug, ikke også en kalkuleret risiko, som skatteyderne så heller ikke bør dække, når han ligger og raller på Istedgade fem år senere? Nå, nok om det, det skal ikke spolere den nyfundne enighed ...
Problemet med at staten holder Roskilde Bank-spekulanterne fri for skade er, at de og andre så kan finde på at gøre det samme igen. Uanset hvor vakkelvoren en bank de betror deres midler, så vil de jo aldrig kunne tabe på det, når staten til enhver tid vil stå klar som redningsmand. Det gælder for spekulanter såvel som for narkomaner, at når staten holder dem skadesfri for deres uansvarlighed, så avler det mere uansvarlighed. Hvis man behandler folk som børn, så opfører de sig som børn.
De op til 7.000 kroner, som hver eneste dansker risikerer at skulle betale til Roskilde Bank-fadæsen, er i sig selv en invitation til, at vi om nogle år igen skal have pungen op af lommen. Hvis vi ikke havde betalt, så ville folk omvendt kunne tage ved lære af deres fejltagelser og undlade at begå dem igen. På den måde er der igen stor lighed mellem Nationalbankens indsats for Roskilde Bank og socialhjælpen. Mange i velfærdsstatens faste klientel lærer heller ikke af deres fejl og lægger ikke deres liv om, så de kan begå sig i samfundet, fordi socialhjælpen sørger for, at de ikke behøver at gøre det.
Så vi takker igen Frank Aaen for sammenligningen.
