Leder: Fra kold krig til antiislamkrig

Islam er i virkeligheden ikke så meget religion som politik, skriver gårsdagens klummeskribent, Helle Merete Brix, her på 180Grader

Slettet Bruger,

14/09/2009

Islam er i virkeligheden ikke så meget religion som politik, skriver gårsdagens klummeskribent, Helle Merete Brix, her på 180Grader. Og derfor er det heller ikke i strid med religionsfriheden, forstår man på hende, hvis herboende muslimer ikke får lov til at bygge en moske.

Helle Merete Brix er en belæst og velskrivende kritiker af islam, men argumentationen halter ikke desto mindre. For om islam er religion eller politik eller en blanding er helt underordnet i et land, hvor der både er frihed for det ene, det andet og det tredje. Nazister har i Danmark ret til at bygge huse og holde møder i dem. Kommunister lige så. Hvorfor skulle man så gøre en undtagelse for muslimer eller sågar islamister, hvis det vitterligt er dem, der gerne vil være bygherrer?

Men de har penge fra Iran, hører vi. Javel. For blot 20 år siden faldt Muren mellem Øst- og Vesttyskland, og kommunismen kollapsede i Østeuropa og Sovjetunionen. Før den tid havde Danmark et kommunistisk parti, der i al sin gøren og laden var styret af Danmarks fjende, Sovjetunionen. Det parti var også finansieret af Sovjet. Eget hus havde kommunisterne, egen avis og sågar i flere perioder mandater i Folketinget - alt sammen understøttet af Sovjetunionen der have atomare missiler rettet mod Danmark.

Ingen satte dengang, hvor virkeligheden sandt for dyden var en anelse mere speget end nutidens burka- og moskedebat, spørgsmålstegn ved den politiske frihed i Danmark. I hvert fald ingen, som man tog seriøst. End ikke de, der blev beskyldt for at være koldkrigere, ville indskrænke kommunisternes frihed til at mødes under eget tag eller deres frihed til at sprede deres afskyelige budskab om proletariatets diktatur og statens kontrol af alt og alle.

Men datidens koldkrigere var selvfølgelig også pæne, borgerlige mennesker, som bakkede op om klassiske vestlige frihedsrettigheder. Hvem er nutidens islammodstandere?

Kilde: