Hvor gik kommunisterne hen, da Danmarks Kommunistiske Parti forsvandt fra stemmesedlerne efter valget i 1988? De gik vel til Enhedslisten, som var parat til at overtage ved det næste valg i 1990, skulle man tro. Måske gjorde de også det - dengang - men i dag er de tilsyneladende ikke længere at finde i rækkerne hos Line Barfod, Frank Aaen og Jørgen Arbo-Bæhr i stort antal. Nu om dage stemmer 36,5 procent af dem, der gav DKP deres første stemme efter deres 18 års fødselsdag på ... Dansk Folkeparti.
Et paradoks vil nogen sige. Dansk Folkeparti ligger jo yderst til højre, DKP tilhørte den yderste venstrefløj - det er i hvert fald, hvad man lærer i skolen og hører i medierne. Men hvis nu den lærdom bare er forkert, hvis modsætningsforholdet mellem DKP og DF ikke er så stort, som højre-venstre-skalaen fortæller os, så er der måske slet ikke noget paradoks. Lad os se lidt nærmere på nogle fællestræk mellem partierne, som måske kan kaste lidt lys over vælgervandringen.
For det første er der kollektivismen. Både kommunister og folkepartister tager udgangspunkt i et fællesskab og sætter om nødvendigt dette fællesskab over individet. For DKP var det hensynet til klassen - proletariatet - der trumfede alle andre hensyn. For DF er det nationen - det danske folk - som prioriteres højere end alt andet. Kommunisterne råbte evindeligt op om klasseforræderi, mens man hos folkepartisterne med jævne mellemrum slynger beskyldninger om landsforræderi ud i den offentlige debat.
For det andet er der modstanden mod det liberale. For kommunisterne var det liberale samfund med dets kapitalisme og spontane orden hovedfjenden, som måtte besejres med planøkonomi og central styring. I Dansk Folkeparti er "ultraliberalister" næst efter islamister den mest udskældte politiske gruppering. Partiformand Pia Kjærsgaard ser "ultraliberalister" alle vegne, og når nogen tillader sig at lufte tanker om reformer af velfærdsstaten, som kan nedbringe antallet af klienter, så får de straks påhæftet mærkatet "ultraliberalist", som for Pia Kjærsgaard er noget af det grimmeste, man kan være.
For det tredje er der hadet til religionen. Tanken om, at nogle mennesker er loyale overfor en højere magt end den politiske, er en vederstyggelighed for både folkepartister og kommunister. De anerkender begge kun én magt, og den udspringer af staten, national eller kommunistisk. Religion, der holder sig til harmløse traditioner ved religiøse højtider og familiære begivenheder, tolereres, men får religionen ambitioner om at bryde den politiske og kulturelle hegemoni og organisere sine tilhængere på egen hånd, så opfattes det som en trussel mod det fællesskab, som folkepartister og kommunister sætter højere end individernes ret til at danne alternative fællesskaber.
For det fjerde er der organiseringen indenfor egne rækker. DKP var kendt for en striks partidisciplin, hvor der blev slået hårdt ned på afvigere - det samme er DF, hvor ingen kritik af ledelsen tolereres. Begge partier var/er ekstremt autoritært organiseret.
For det femte elskede og elsker både DKP og DF at føre krig i Afghanistan ...
Overdriver vi lighederne mellem Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Folkeparti? Måske lidt, men noget må der være om snakken. De 36,5 procent af DKP's førstegangsvælgere, som i dag stemmer DF, taler deres eget sprog.
Et paradoks vil nogen sige. Dansk Folkeparti ligger jo yderst til højre, DKP tilhørte den yderste venstrefløj - det er i hvert fald, hvad man lærer i skolen og hører i medierne. Men hvis nu den lærdom bare er forkert, hvis modsætningsforholdet mellem DKP og DF ikke er så stort, som højre-venstre-skalaen fortæller os, så er der måske slet ikke noget paradoks. Lad os se lidt nærmere på nogle fællestræk mellem partierne, som måske kan kaste lidt lys over vælgervandringen.
For det første er der kollektivismen. Både kommunister og folkepartister tager udgangspunkt i et fællesskab og sætter om nødvendigt dette fællesskab over individet. For DKP var det hensynet til klassen - proletariatet - der trumfede alle andre hensyn. For DF er det nationen - det danske folk - som prioriteres højere end alt andet. Kommunisterne råbte evindeligt op om klasseforræderi, mens man hos folkepartisterne med jævne mellemrum slynger beskyldninger om landsforræderi ud i den offentlige debat.
For det andet er der modstanden mod det liberale. For kommunisterne var det liberale samfund med dets kapitalisme og spontane orden hovedfjenden, som måtte besejres med planøkonomi og central styring. I Dansk Folkeparti er "ultraliberalister" næst efter islamister den mest udskældte politiske gruppering. Partiformand Pia Kjærsgaard ser "ultraliberalister" alle vegne, og når nogen tillader sig at lufte tanker om reformer af velfærdsstaten, som kan nedbringe antallet af klienter, så får de straks påhæftet mærkatet "ultraliberalist", som for Pia Kjærsgaard er noget af det grimmeste, man kan være.
For det tredje er der hadet til religionen. Tanken om, at nogle mennesker er loyale overfor en højere magt end den politiske, er en vederstyggelighed for både folkepartister og kommunister. De anerkender begge kun én magt, og den udspringer af staten, national eller kommunistisk. Religion, der holder sig til harmløse traditioner ved religiøse højtider og familiære begivenheder, tolereres, men får religionen ambitioner om at bryde den politiske og kulturelle hegemoni og organisere sine tilhængere på egen hånd, så opfattes det som en trussel mod det fællesskab, som folkepartister og kommunister sætter højere end individernes ret til at danne alternative fællesskaber.
For det fjerde er der organiseringen indenfor egne rækker. DKP var kendt for en striks partidisciplin, hvor der blev slået hårdt ned på afvigere - det samme er DF, hvor ingen kritik af ledelsen tolereres. Begge partier var/er ekstremt autoritært organiseret.
For det femte elskede og elsker både DKP og DF at føre krig i Afghanistan ...
Overdriver vi lighederne mellem Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Folkeparti? Måske lidt, men noget må der være om snakken. De 36,5 procent af DKP's førstegangsvælgere, som i dag stemmer DF, taler deres eget sprog.
