Bornholms Egnsteater, Fredericia Teater, Himmerlands Teater, Holbæk Egnsteater, Limfjords Teatret, Odsherred Teater, Randers Egnsteater, Thy Teater, Taastrup Teater og Vendsyssel Teater er blot nogle af de mange egnsteatre som dette land rummer i år 2008. Formentlig er der i dag flere teatre end for 100 år siden, selvom behovet for teatre dengang, før man havde opfundet biografer, hjemmebio og tv, utvivlsomt var meget større end i dag.
Alle disse teatre holdes i live af en eneste grund, nemlig fordi både staten og kommunerne har besluttet at understøtte dem med penge fra borgere, som, hvis de have haft fri dispositionsret over deres indtægter, ikke ville have lagt dem i teaterkassen. Dansk kulturpolitik består primært af to dele: For det første at skaffe et indtægtsgrundlag til kunstnere, som er så indforståede, indadskuende og/eller indholdsløse, at kun meget mærkelige mennesker vil bruge egne penge på deres "kunst". For det andet at holde liv i kunstformer, som engang havde deres naturlige publikum, men som i dag er blevet overhalet af den teknologiske udvikling mange, mange gange. For teatrets vedkommende skete det sådan cirka ved overgangen fra stum- til talefilm i 20'erne.
Hvis dansk kulturpolitik var blevet overført til andre områder af samfundslivet, så ville danske skatteydere i dag skulle finansiere en betydelig produktion af hestekærrer og tællelys af fårefedt, alt imens de skulle høre på repræsentanter fra de producerende brancher, som i dagspressen ville besvære sig over de hårde vilkår for erhvervene og politikernes manglende forståelse for de unikke kvaliteter ved hippologisk infrastruktur samt dæmpet og spruttende belysning i stuerne.
Heldigvis er dette nonsens da sådan nogenlunde reduceret til kulturlivet i Danmark, men til gengæld synes det så desværre at have fået tildelt al den plads i den offentlige debat, som de andre uddøde erhverv til sammen kunne have optaget, hvis de ikke havde fået lov at gå i glemmebogen.
Resultatet er, at hver gang nogen nævner ordet "teater", så vækker det ikke minder om glade oplevelser hos den almindelige dansker, men får i stedet ham eller hende til at tage et fast greb om tegnebogen.
Alle disse teatre holdes i live af en eneste grund, nemlig fordi både staten og kommunerne har besluttet at understøtte dem med penge fra borgere, som, hvis de have haft fri dispositionsret over deres indtægter, ikke ville have lagt dem i teaterkassen. Dansk kulturpolitik består primært af to dele: For det første at skaffe et indtægtsgrundlag til kunstnere, som er så indforståede, indadskuende og/eller indholdsløse, at kun meget mærkelige mennesker vil bruge egne penge på deres "kunst". For det andet at holde liv i kunstformer, som engang havde deres naturlige publikum, men som i dag er blevet overhalet af den teknologiske udvikling mange, mange gange. For teatrets vedkommende skete det sådan cirka ved overgangen fra stum- til talefilm i 20'erne.
Hvis dansk kulturpolitik var blevet overført til andre områder af samfundslivet, så ville danske skatteydere i dag skulle finansiere en betydelig produktion af hestekærrer og tællelys af fårefedt, alt imens de skulle høre på repræsentanter fra de producerende brancher, som i dagspressen ville besvære sig over de hårde vilkår for erhvervene og politikernes manglende forståelse for de unikke kvaliteter ved hippologisk infrastruktur samt dæmpet og spruttende belysning i stuerne.
Heldigvis er dette nonsens da sådan nogenlunde reduceret til kulturlivet i Danmark, men til gengæld synes det så desværre at have fået tildelt al den plads i den offentlige debat, som de andre uddøde erhverv til sammen kunne have optaget, hvis de ikke havde fået lov at gå i glemmebogen.
Resultatet er, at hver gang nogen nævner ordet "teater", så vækker det ikke minder om glade oplevelser hos den almindelige dansker, men får i stedet ham eller hende til at tage et fast greb om tegnebogen.
