Leder: Forbyd alle rollemodeller?

Så vil vore hjemlige socialdemokrater gøre som i Spanien og nu også Frankrig, nemlig forbyde brugen af tynde modeller i reklamer

Slettet Bruger,

17/04/2008

Så vil vore hjemlige socialdemokrater gøre som i Spanien og nu også Frankrig, nemlig forbyde brugen af tynde modeller i reklamer. Folketingsmedlem Sophie Hæstorp Andersen fremkom med forslaget i TV-Avisen onsdag aften. Begrundelsen er, at modellerne fungerer som rollemodeller for unge piger, som lader sig overbevise om, at de også bør være så tynde og herefter risikerer at ende med spiseforstyrelser.

Næste skridt må være at forbyde mænd med store muskler i reklamerne. De ansporer jo andre mænd til at hive i vægte dagen lang og spise anabolske steroider, som er lige så sundskedsskadelige som spiseforstyrrelser.

Når det er klaret, så må der tages fat på alle Dolly Partons cd'er og musikvideoer. De skal ikke have lov at sælges og vises i Danmark, da Dolly også fremstår som et forbillede for andre kvinder, som føler sig tvunget til at fylde deres bryster med silicone for at ligne hende. Det er skadeligt for deres rygge og for alle kvinder, idet de reduceres til objekter for mænds seksualdrift.

Herefter forbydes alle idoliserende portrætter af driftige karrieremænd i avisernes erhvervssektioner, Børsen og Berlingske Nyhedsmagasin. Disse mænd har ofte arbejdet utroligt meget for at opnå deres position, og ved at fremstille dem som rollemodeller for andre mænd vil mange forsøge at efterabe dem. Det fører for nogle til stress, forsømte familier, skilsmisse, selvmord.

Helle Thorning-Schmidt, Sophies egen formand, er den næste på listen, som skal forbydes at optræde nogen som helst steder. Også hun fremstår nemlig som et forbillede for mange moderne kvinder, der lader sig bilde ind, at de kun er en succes, hvis de på samme tid formår at komme helt til tops i deres erhverv, være tilstedeværende mødre for deres børn og så i øvrigt ligne en million. Alt for mange kvinder bryder psykisk sammen af det pres.

Og sådan kan vi fortsætte listen næsten ud i det uendelige. Vi kunne også vælge at sige stop, inden listen overhovedet påbegyndes. Vi kunne fortælle de unge piger, der spiser for lidt, at ikke alle kan se ud som modeller, og at det for nogen er usundt at forsøge. Og - ikke mindst! - at de selv har et ansvar for at bruge deres sunde fornuft, for uanset hvor mange forbud politikerne vedtager, så vil det ikke kunne undgås, at pigerne støder ind i nogen, som er kønnere, klogere eller dygtigere, end de selv er.

Kilde: