Leder: Forbrugerinformation til kommentatorkunder

Idéen om den "neutrale" politiske kommentator er fup og fidus

Slettet Bruger,

04/10/2008

Idéen om den "neutrale" politiske kommentator er fup og fidus. Når kommentatorerne bliver spurgt, hævder de selv, at de er i besiddelse af denne neutralitet, men følger man lidt med, så kan man ikke undgå at fange tendenserne, især hos nogle af de mest profilerede. Deres sym- og antipatier og politiske venskaber.

Tag nu f.eks. freelance-kommentator Niels Krause-Kjær, der stadig tror, at han befinder sig midt i den fløjkrig i Det Konservative Folkeparti, under hvilken han var ansat som pressechef for partiets socialkonservative venstrefløj. Offentligheden har endnu til gode at se ham hælde de samme verbale skidtspande ud over f.eks. Bendt Bendtsen, Per Stig Møller, Pia Christmas-Møller eller Connie Hedegaard, som han med jævne mellemrum kaster i retning af Liberal Alliance, der sammen med alt andet liberalt synes at være hans yndlingshadeobjekt i dansk politik. Men når fløjens kronprinsesse, Connie Hedegaard, der så beklageligt ikke evnede at tage over efter Bendtsen, kommer i knibe p.g.a. en åbenlyst dum udtalelse, både taktisk og faktuelt, så kommer ridder Krause hende gerne til undsætning. Neutralitet? Ikke det der ligner.

Eller Jyllands-Postens Ralf Pittelkow og Informations Erik Meier Carlsen. De er gamle socialdemokrater, som blot tillægger den stramme borgerlige udlændingepolitik større vigtighed end de organiserede socialdemokrater gjorde - i hvert fald tidligere. Derfor har de to kommentatorers skribentvirksomhed i flere år i al væsentlighed handlet om at formidle det synspunkt, at statsminister Anders Fogh Rasmussen er genial, fordi han vil føre samme politik, som de to ville have gjort, hvis de helt selv kunne bestemme: Socialdemokratisk velfærdspolitik kombineret med stram udlændingepolitik. Neutralt? Ha!

Og Berlingske Tidendes Thomas Larsen er helt i lommen på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og statsministeren, fordi begge fodrer ham med oplysninger om, hvad de har af planer i fremtiden. Det betyder, at Thomas Larsen lidt oftere end sine kolleger kan fortælle, hvad der foregår i hovederne på Venstre-toppen, men til gengæld er han så bange for at miste sine gode kilder, at han udlægger enhver begivenhed i dansk politik til deres fordel. I Christiansborg-miljøet er det derfor en stående joke, at intet et så skidt for Fogh, at Thomas Larsen ikke vil kunne udlægge det som om, "statsministeren kommer styrket ud" af situationen. Er det neutralt? I hvert fald ikke i nogen som helst traditionel forståelse af ordet.

Men det er også for meget forlangt, at de politiske kommentatorer skulle være neutrale. Det lader sig ikke gøre. Man kan ikke vurdere begivenhederne i politik uden at vurdere dem ud fra et eller andet standpunkt.

Sandheden er derfor bedst tjent med, at kommentatorerne springer ud af deres skabe og erklærer for enhver, hvor de står. Ligesom der er en varedeklaration på forsiden af saften fra Rynkeby, så skal der stå en varedeklaretion i panden på de politiske kommentatorer. Det er forbrugeroplysning, intet andet, og på alle andre områder synes ingen at have noget imod det. Hvorfor så ikke her?

Kilde: