Velfærdsstaten er gået over gevind og har skadet danskerne, når forældre udliciterer ikke alene pasningen af deres børn, men også hele opdragelsen af dem til velfærdsstatens personel, i dette tilfælde børnenes lærere. "Der er en ny type forældre, der konsekvent vælter de hjemlige konflikter over på læreren," fortæller Jon Kristian Lange, som står bag en interviewundersøgelse om emnet.
Stadig flere forældre beder f.eks. lærere om at sørge for, at børnene tager det rigtige tøj på om morgenen, inden de går i skole, og at de spiser ordentlig mad, efter at de er kommet hjem igen. Vi har her at gøre med voksne danskere fra de årgange, der kan betegnes velfærdsstatens børnebørn, som nu er så fravænnet at tænke selv og gøre det, som må gøres, for at få en almindelig hverdag til at fungere i en familie, at de helt giver op og kaster ansvaret på den første den bedste, de møder fra kommunen.
Den opførsel udvises kun af mennnesker, som igennem det meste af deres liv har oplevet det offentlige tage ansvar, hvor de retteligt selv burde gøre det. Omsorgen for børnene og varetagelsen af deres opdragelse er så essentiel for næste generations fremtid og voksenliv, at forældre fra naturens hånd er udstyret med en endog meget stærk trang til at tage vare på det selv, fremfor at overlade det til fremmede der ikke nærer samme hengivenhed til børnene.
At velfærdsstaten nu tager over, kan kun begrædes. Intet nok så godt tilbud fra kommunen kan erstatte den vejledning i livet og det dybfølte engagement, som kærlige forældre kan tilbyde deres børn. Der er en grund til, at det primære ansvar for børnenes opdragelse igennem alle tider har ligget hos deres forældre og ikke hos andre mere eller mindre tilfældige voksne, nemlig at ingen andre end forældrene har den samme helt uselviske og opofrende interesse i, at det skal gå børnene det bedst muligt i livet.
Velfærdsstaten ødelægger langsomt, men sikkert, de mennesker, som lever under dens regimente.
Stadig flere forældre beder f.eks. lærere om at sørge for, at børnene tager det rigtige tøj på om morgenen, inden de går i skole, og at de spiser ordentlig mad, efter at de er kommet hjem igen. Vi har her at gøre med voksne danskere fra de årgange, der kan betegnes velfærdsstatens børnebørn, som nu er så fravænnet at tænke selv og gøre det, som må gøres, for at få en almindelig hverdag til at fungere i en familie, at de helt giver op og kaster ansvaret på den første den bedste, de møder fra kommunen.
Den opførsel udvises kun af mennnesker, som igennem det meste af deres liv har oplevet det offentlige tage ansvar, hvor de retteligt selv burde gøre det. Omsorgen for børnene og varetagelsen af deres opdragelse er så essentiel for næste generations fremtid og voksenliv, at forældre fra naturens hånd er udstyret med en endog meget stærk trang til at tage vare på det selv, fremfor at overlade det til fremmede der ikke nærer samme hengivenhed til børnene.
At velfærdsstaten nu tager over, kan kun begrædes. Intet nok så godt tilbud fra kommunen kan erstatte den vejledning i livet og det dybfølte engagement, som kærlige forældre kan tilbyde deres børn. Der er en grund til, at det primære ansvar for børnenes opdragelse igennem alle tider har ligget hos deres forældre og ikke hos andre mere eller mindre tilfældige voksne, nemlig at ingen andre end forældrene har den samme helt uselviske og opofrende interesse i, at det skal gå børnene det bedst muligt i livet.
Velfærdsstaten ødelægger langsomt, men sikkert, de mennesker, som lever under dens regimente.
