Norge, hvor Fremskritsspartiets Siv Jensen ville erobre statsministerposten, hvis der var valg i dag, er kun ét eksempel på, at Venstres strategi for erobringen og fastholdelsen af regeringsmagten er både fejlagtig og skadelig. Man
kan godt opnå popularitet i befolkningen med en klassisk borgerlig-liberal politik, der vil mindske de offentlige udgifter og skatternes tyngende åg, selvom man er politiker i en gennemsocialdemokratisk velfærdsstat. De borgerlige kunne jo også sætte sig på regeringsmagten i Sverige og i Frankrig, uden at de behøvede at lyde som velfærdspushere Mette Frederiksen-style i deres valgkampe, sådan som Venstre og Fogh har fået for vane at gøre det herhjemme. Det er i høj grad et spørgsmål om, hvor dygtig man er til at sælge sine budskaber, så de trænger ind hos majoriteten af vælgerne.
I det borgerlige Danmark er man generelt helt overbevist om, at Anders Fogh Rasmussen er et af verdens dygtigste mennesker - men er han nu det, når han ikke formår at overbevise befolkningen om, at Danmark ville være et bedre land med mindre politisk formynderi og mere frihed, herunder økonomisk, til borgerne? Øjensynligt ikke. I hvert fald synes de borgerlige politikere i mange andre lande betydeligt bedre til det.
Eller også har Anders Fogh Rasmussen bare ikke modet til at prøve det af. For det er da selvfølgelig mere risikabelt at beslutte sig for, at man faktisk vil bruge magten til at trække landet i en bestemt retning og ikke bare i den retning, som til enhver tid giver regeringschefen den letteste gang på jorden. Men nogen rigtig statsmand bliver man nu aldrig, hvis man har opgivet alle ambitioner om at bruge magten til at gøre en forskel.
For nyligt brokkede undervisningsminister Bertel Haarder sig på CEPOS' årsdag voldsomt over, at der er for mange borgerlige, som skælder ud på regeringen fremfor på venstrefløjen. Men Haarder må forstå, at der i den del af regeringens holdningsmæssige bagland, som ikke har tendens til automathyldest af de politiske "førere", er en berettiget tvivl om, hvorvidt regeringen ønsker at gøre sit bedste for at ændre landets politiske systemer i borgerlig-liberal retning, eller om den i virkeligheden blot er ude på at mele sin egen kage.
Regeringen har intet gjort for at give dette bagland indtryk af andet end det sidste.
I det borgerlige Danmark er man generelt helt overbevist om, at Anders Fogh Rasmussen er et af verdens dygtigste mennesker - men er han nu det, når han ikke formår at overbevise befolkningen om, at Danmark ville være et bedre land med mindre politisk formynderi og mere frihed, herunder økonomisk, til borgerne? Øjensynligt ikke. I hvert fald synes de borgerlige politikere i mange andre lande betydeligt bedre til det.
Eller også har Anders Fogh Rasmussen bare ikke modet til at prøve det af. For det er da selvfølgelig mere risikabelt at beslutte sig for, at man faktisk vil bruge magten til at trække landet i en bestemt retning og ikke bare i den retning, som til enhver tid giver regeringschefen den letteste gang på jorden. Men nogen rigtig statsmand bliver man nu aldrig, hvis man har opgivet alle ambitioner om at bruge magten til at gøre en forskel.
For nyligt brokkede undervisningsminister Bertel Haarder sig på CEPOS' årsdag voldsomt over, at der er for mange borgerlige, som skælder ud på regeringen fremfor på venstrefløjen. Men Haarder må forstå, at der i den del af regeringens holdningsmæssige bagland, som ikke har tendens til automathyldest af de politiske "førere", er en berettiget tvivl om, hvorvidt regeringen ønsker at gøre sit bedste for at ændre landets politiske systemer i borgerlig-liberal retning, eller om den i virkeligheden blot er ude på at mele sin egen kage.
Regeringen har intet gjort for at give dette bagland indtryk af andet end det sidste.
