Leder: Fogh - en mand uden principper

Slettet Bruger,

20/10/2007

Tænketanken CEPOS gør ret i at advare mod regeringens vilde overforbug af skatteydernes midler. De små skridts politik i den rigtige retning har udviklet sig til store skridt i den forkerte retning, samtidig med at statsministerpartiet Venstre kæmper en indædt kamp for at overbevise alle tilbageværende borgerlige vælgere om, at socialdemokratisme er det bedste, der nogensinde er hændt Danmark. Både i den konkrete politik og i den mere langsigtede kulturkamp, står regeringen altså takket være især Fogh og Venstre for mere socialisering af danskerne.

Fortsætter tendensen med de budgeterede høje stigningstakter i det offentlige forbrug og det hidtidige overforbrug i forhold til budgetterne, så skal kommuneskatterne i 2015 være intet mindre end fem procentpoint højere end i dag, hvis pengene til forbrugsvæksten skal kradses ind, har CEPOS udregnet. Hvad tænker regeringen dog på?

Det er svært at se ind i Anders Fogh Rasmussens hovedskal, men de, der troede, at hans midterkurs bare var taktik, og at han havde en langsigtet plan for gennemførelsen af en mere borgerlig skatte- og udgiftspolitik, en plan som lå i skrivebordsskuffen, afventende det rette tidspunkt til implementering, har grund til at være meget skuffede. Intet tyder på, at Venstres leder har haft andre planer end at skaffe sig selv statsministerposten, sådan som han drømte om allerede som dreng.

Principper om rigtigt og forkert synes for Anders Fogh Rasmussen at være noget, man som politiker foregiver at have for at skaffe sig vælgernes opbakning, idet de endnu ikke er modne nok til at høre, at det hele bare drejer sig om at mele sin egen kage. Principper vælges på samme måde som nyt tøj: Hvis moden dikterer blåt slips, så tager han sådan et på - er rød moderne, så er det lige så fint.

Og til dem, der mener, at udgifts- og skattepolitik er fuldstændig ligegyldige politikområder, fordi den altoverskyggende dagsorden er kamp for ytringsfrihed imod islamiske dogmer, er der kun et at sige: Når Fogh synes principfast på dette område, så skyldes det alene, at den brede befolkning er enig med ham. Skulle folkeviljen skifte, så vil han efter alt at dømme også svigte her. Do you feel lucky?

Kilde: