Den danske "flexicurity"-model skal nu danne skole for hele Europa, mener EU-Kommissionen. Modellen er kendetegnet ved fleksible regler for ansættelse og afskedigelse på arbejdsmarkedet kombineret med høje overførselsindkomster til ledige. Men modellen er kun halvvejs en succes.
De fleksible regler på arbejdsmarkedet fungerer glimrende. Når virksomhederne har nemt ved at afskedige folk i nedgangstider, så tøver de heller ikke med at ansætte i opgangstider. Det betyder, at overskud af arbejdskraft i én branche nemt kan finde over i andre brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft, og det er idel lykke for alle.
Omvendt forholder det sig med de høje ledighedsydelser fra det offentlige - de gør kun meget lidt gavn, men masser af skade. For størstedelen af danskerne i den arbejdsdygtige alder er de helt ligegyldige, for selvom både kontanthjælpen og dagpengene er høje i international sammenhæng, er de alligevel lave i forhold til de flestes lønniveau. Normaldanskeren vil altid skulle finde arbejde så hurtigt som muligt, hvis han bliver ledig, for ellers falder levestandarden betragteligt.
Men for de danskere, som er mindre produktive end gennemsnittet og derfor får en lav løn, har overførselsindkomsterne stor og negativ betydning. Vi taler her om 345.000 danskere, som har mindre end 2.000 kroner ud af at gå på arbejde om måneden. 135.00 af dem får endda mindre end 1.000 kroner ekstra i lommen, når de er i job fremfor at modtage overførselsindkomst fra det offentlige. For disse mennesker er det naturligvis fristende at lade andre passe arbejdet og så selv få mere fritid. Når Danmark har så lav en lønspredning på arbejdsmarkedet, så er det netop et resultat af dette forhold: De, der ville have været lavt lønnede, hvis de var i arbejde, er slet ikke med i lønstatistikken, for de er ikke i arbejde.
Hvis EU-Kommissionen mener, at bortskaffelsen af de mindre produktive danskere fra arbejdsmarkedet er værd at efterabe, så skal den fortsætte med at anbefale flexicurity-modellen i hele Europa. Men hvis Kommissionen har blot en smule omtanke, så burde den overveje, om der ikke er en række positive effekter forbundet med, at alle europæere - uanset om deres arbejdskraft er 10, 20 eller 30 euro værd i timen - har tilknytning til arbejdsmarkedet, i stedet for at en meget stor del betales af det offentlige for at holde sig væk.
De fleksible regler på arbejdsmarkedet fungerer glimrende. Når virksomhederne har nemt ved at afskedige folk i nedgangstider, så tøver de heller ikke med at ansætte i opgangstider. Det betyder, at overskud af arbejdskraft i én branche nemt kan finde over i andre brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft, og det er idel lykke for alle.
Omvendt forholder det sig med de høje ledighedsydelser fra det offentlige - de gør kun meget lidt gavn, men masser af skade. For størstedelen af danskerne i den arbejdsdygtige alder er de helt ligegyldige, for selvom både kontanthjælpen og dagpengene er høje i international sammenhæng, er de alligevel lave i forhold til de flestes lønniveau. Normaldanskeren vil altid skulle finde arbejde så hurtigt som muligt, hvis han bliver ledig, for ellers falder levestandarden betragteligt.
Men for de danskere, som er mindre produktive end gennemsnittet og derfor får en lav løn, har overførselsindkomsterne stor og negativ betydning. Vi taler her om 345.000 danskere, som har mindre end 2.000 kroner ud af at gå på arbejde om måneden. 135.00 af dem får endda mindre end 1.000 kroner ekstra i lommen, når de er i job fremfor at modtage overførselsindkomst fra det offentlige. For disse mennesker er det naturligvis fristende at lade andre passe arbejdet og så selv få mere fritid. Når Danmark har så lav en lønspredning på arbejdsmarkedet, så er det netop et resultat af dette forhold: De, der ville have været lavt lønnede, hvis de var i arbejde, er slet ikke med i lønstatistikken, for de er ikke i arbejde.
Hvis EU-Kommissionen mener, at bortskaffelsen af de mindre produktive danskere fra arbejdsmarkedet er værd at efterabe, så skal den fortsætte med at anbefale flexicurity-modellen i hele Europa. Men hvis Kommissionen har blot en smule omtanke, så burde den overveje, om der ikke er en række positive effekter forbundet med, at alle europæere - uanset om deres arbejdskraft er 10, 20 eller 30 euro værd i timen - har tilknytning til arbejdsmarkedet, i stedet for at en meget stor del betales af det offentlige for at holde sig væk.
