At der i de næste to årtier vil blive ansat intet mindre end 87.000 flere i den offentlige sektor, så deres antal vil runde de 900.000, er ikke kun et problem for dem, der lever i 2030, men også for deres efterkommere. I 2030 vil man skulle betale højere skatter, end man havde behøvet, hvis antallet af offentligt ansatte var blevet holdt på et konstant eller et faldende niveau. Det er slemt nok i sig selv, fordi man i den offentlige sektor ikke arbejder lige så effektivt som i sammenlignelige brancher i den private sektor, så skatteyderne altså vil få mindre nytte af deres penge, end de kunne have fået. Men det største problem er af mere politisk karakter og rækker også længere ud i fremtiden.
For jo flere offentlige ansatte, der lever af borgernes skatteindbetalinger, jo sværere bliver det at reformere både den offentlige sektor og skattesystemet. Problemet er der allerede i dag: Hvis en politiker drister sig til at foreslå laverer skatter, så viser meningsmålingerne straks, at to ud af tre danskere simpelthen er imod. Så har man hørt det med! Er de mon også imod billigere priser på mælk, biografbilletter og vinterjakker? Nej, men forskellen er indlysende, for to ud af tre danskere oplever, at den skat, de betaler, går lige i egen lomme og i tilgift får de også del i pengene fra den sidste tredjedel. De to ud af tre er som offentligt ansatte eller modtagere af overførselsindkomst simpelthen ikke skatteydere i nogen meningsfyldt forstand, men derimod skattenydere. Skatten er deres forsørgelsesgrundlag.
Derfor er det også så gudsjammerligt, at regeringen bare agter at fortsætte den bevidstløse udvidelse af den offentlige sektor med flere ansatte. Hvis der i regeringen skulle eksistere tanker om at gøre en forskel til det bedre på længere sigt - når man nu ikke vil gøre noget mærkbart på det korte sigt - så er det da en håbløs strategi, at forøge antallet af mennesker, der vil modsætte sig enhver reformtanke, som en regering, der ikke kun er borgerlig af navn, vil kunne ønske at gennemføre.
Selv det nuværende skattestop demonstrerer de offentlig ansatte jo imod med jævne mellemrum. At gøre demonstrationshorderne større, som regeringen planlægger, kan vanskeligt betragtes som en stor strategisk sejr for det borgerlige Danmark.
For jo flere offentlige ansatte, der lever af borgernes skatteindbetalinger, jo sværere bliver det at reformere både den offentlige sektor og skattesystemet. Problemet er der allerede i dag: Hvis en politiker drister sig til at foreslå laverer skatter, så viser meningsmålingerne straks, at to ud af tre danskere simpelthen er imod. Så har man hørt det med! Er de mon også imod billigere priser på mælk, biografbilletter og vinterjakker? Nej, men forskellen er indlysende, for to ud af tre danskere oplever, at den skat, de betaler, går lige i egen lomme og i tilgift får de også del i pengene fra den sidste tredjedel. De to ud af tre er som offentligt ansatte eller modtagere af overførselsindkomst simpelthen ikke skatteydere i nogen meningsfyldt forstand, men derimod skattenydere. Skatten er deres forsørgelsesgrundlag.
Derfor er det også så gudsjammerligt, at regeringen bare agter at fortsætte den bevidstløse udvidelse af den offentlige sektor med flere ansatte. Hvis der i regeringen skulle eksistere tanker om at gøre en forskel til det bedre på længere sigt - når man nu ikke vil gøre noget mærkbart på det korte sigt - så er det da en håbløs strategi, at forøge antallet af mennesker, der vil modsætte sig enhver reformtanke, som en regering, der ikke kun er borgerlig af navn, vil kunne ønske at gennemføre.
Selv det nuværende skattestop demonstrerer de offentlig ansatte jo imod med jævne mellemrum. At gøre demonstrationshorderne større, som regeringen planlægger, kan vanskeligt betragtes som en stor strategisk sejr for det borgerlige Danmark.
