Leder: Fire måder at bruge penge på

Den nobelprisvindende økonom Milton Friedman har forklaret, at der er fire måder, hvorpå man kan bruge penge

Slettet Bruger,

30/07/2009

Den nobelprisvindende økonom Milton Friedman har forklaret, at der er fire måder, hvorpå man kan bruge penge. For det første kan man bruge sine egne penge på sig selv. Når man gør dette er man meget omhyggelig med hvad man helt præcist bruger sine penge på og man forsøger ihærdigt at få mest for dem. For det andet kan man bruge sine egne penge på en anden. Her er man ikke helt så bekymret og informeret om indholdet og ønsker, og man rammer derfor oftere ved siden af. Men man er til gengæld stadig meget opmærksom på omkostningerne. For det tredje kan man bruge en andens penge på sig selv. I sådan en situation vil man være meget generøs med pengene og man vil være ret sikker på at få det man vil have. For det fjerde kan man bruge en andens penge på en helt tredje person. Hvis man bruger en andens penge på en tredje person, er man ikke særlig interesseret i, hvor meget det koster, og man ikke er særlig bekymret over, hvad vedkommende egentlig får.

Denne opdeling kan bruges til at forklare, hvorfor den radikale kommunalpolitiker Klaus Bondam, der er teknik- og miljøborgmester i København, har handlet som han har gjort. For da Bondam brugte 30.000 skattekroner på en fælles cykeltur til Paris for ham selv og to af hans embedsmænd har det sandsynligvis været med minimal bekymring for omkostningerne: Det var nemlig ikke hans penge.

Det er da heller ikke første gang, at Bondam er generøs med skattekronerne. Han har tidligere brugt andre folks penge på sminke, blomster og specialdesignede takkekort. Det er ikke uden grund, at han blev kåret til landets dyreste borgmester med et repræsentationsforbrug på over dobbelt så meget som en anden velkendt pamper, nemlig Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard.

Det er dog ikke kun når det kommer til at bruge andre folks penge på sig selv, at Bondam passer ind i Friedmans klassiske beskrivelse. Revisionsfirmaet Deloitte har nemlig afsløret, at der er et gevaldigt økonomisk og administrativt rod i Bondams Teknik- og Miljøforvaltning. Regnskaberne hænger ikke sammen og regningerne bliver ikke betalt. Hvor mange skattekroner, der fordufter som følge af den lade og kaotiske administration i Bondams forvaltning, vides ikke, men det er ikke usandsynligt, at det er helt oppe i millionklassen. En Rambøll-analyse fastslog nemlig for få måneder siden, at der kunne spares op til 180 mio. skattekroner alene på administration i Københavns Kommune. Ja, pengespildet løber hurtigt op, når man bruger en andens penge på en tredje person.

Konklusionen på Friedmans iagttagelse er naturligvis, at man kan komme med nok så mange eksterne overvågninger og revisionsrapporter, men problematikken vil altid være den samme: Politikernes incitament til at begrænse deres forbrug af skattekronerne er ikke særlig tungtvejende. Hvis man for alvor ønsker at komme pampere og pengespild til livs er der kun én løsning, og det er at sørge for, at borgernes penge i langt højere grad bliver, hvor de hører hjemme - nemlig i borgernes lommer.

Kilde: