Statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte sin tale ved Folketingets åbning til at markere tre vigtige og rigtige ting:
For det første at religiøse fanatikere ikke skal have held med at true vores ytringsfrihed - heller ikke selvom de får FN's opbakning til, at medlemslandene bør indføre forbud mod ytringer, der ikke udviser den fornødne respekt for religion.
For det andet at Danmark har brug for, at flere kommer væk fra et liv på passiv forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet, hvis vi ikke skal gå glip af vækst og velstand i en fremtid med mangel på arbejdskraft.
For det tredje at de afgørende og problematiske uligheder i vores samfund og den negative sociale arv ikke har baggrund i økonomi, men i forskelle i kultur og livsindstilling.
Om punkt et burde ingen herhjemme kunne være uenige, omend en stor del af de danske meningsdannere tog grueligt fejl af, hvordan man bedst kunne imødegå truslerne mod ytringsfriheden, da de manifesterede sig under den danske Muhammed-krise. Heldigvis gjorde regeringen den gang det rigtige, og Anders Fogh Rasmussens åbningstale viser, at han ikke har tænkt sig at fravige den linje.
I forhold til punkt to og punkt tre forholder det sig noget anderledes. Problemet med de mange danskere i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af det offentlige, selvom de kunne have udgjort en værdifuld arbejdskraftreserve er delvist sammenvævet med problemerne med den negative sociale arv. Og her byder regeringen sig ikke til med reelle løsningsforslag.
Størstedelen af de børn og unge, som i disse år vokser op uden at lære de mest grundlæggende normer, som er nødvendige for at begå sig i dette samfund, kommer fra familier - danske såvel som indvandrede - som ikke har en ordentlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Disse familier henslæber deres dage i lediggang og behøver ikke at leve op til andre menneskers forventninger og krav for at modtage den månedlige ydelse fra det offentlige. Der er med andre ord frit slag for at fylde livet med misbrug, kriminalitet, integrationsskadende religiøs fundamentalisme eller bare ganske almindelig dårlig opførsel, uden at det har konsekvenser. Ingen arbejdsgiver står klar med en fyreseddel, når det går over gevind, mens socialrådgiveren omvendt får endnu større forståelse for, at et job naturligvis ikke kan komme på tale og derfor placerer de i forhold til arbejdsmarkedet tilsyneladende uintegrerbare i matchgruppe 5, hvor der ikke stilles nogen krav, men til gengæld er bedre udsigt til en livsvarig førtidspension.
At løse disse problemer kræver et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat og dens rundhåndede pengeuddelinger til alle og enhver, der i dag ikke føler et incitament til at tilpasse sig det omgivende samfunds krav som betingelse for en plads på arbejdsmarkedet. Men dette opgør vil regeringen ikke tage.
Så Anders Fogh Rasmussen kan få stilkarakteren 10 på en 13-skala for de rigtige ord om de tre vigtigste punkter i talen. Men han må nøjes med et 5-tal - ikke bestået - for de løsningsforslag, han anviser, som i forhold til to af de tre punkter er helt utilstrækkelige.
For det første at religiøse fanatikere ikke skal have held med at true vores ytringsfrihed - heller ikke selvom de får FN's opbakning til, at medlemslandene bør indføre forbud mod ytringer, der ikke udviser den fornødne respekt for religion.
For det andet at Danmark har brug for, at flere kommer væk fra et liv på passiv forsørgelse og ud på arbejdsmarkedet, hvis vi ikke skal gå glip af vækst og velstand i en fremtid med mangel på arbejdskraft.
For det tredje at de afgørende og problematiske uligheder i vores samfund og den negative sociale arv ikke har baggrund i økonomi, men i forskelle i kultur og livsindstilling.
Om punkt et burde ingen herhjemme kunne være uenige, omend en stor del af de danske meningsdannere tog grueligt fejl af, hvordan man bedst kunne imødegå truslerne mod ytringsfriheden, da de manifesterede sig under den danske Muhammed-krise. Heldigvis gjorde regeringen den gang det rigtige, og Anders Fogh Rasmussens åbningstale viser, at han ikke har tænkt sig at fravige den linje.
I forhold til punkt to og punkt tre forholder det sig noget anderledes. Problemet med de mange danskere i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af det offentlige, selvom de kunne have udgjort en værdifuld arbejdskraftreserve er delvist sammenvævet med problemerne med den negative sociale arv. Og her byder regeringen sig ikke til med reelle løsningsforslag.
Størstedelen af de børn og unge, som i disse år vokser op uden at lære de mest grundlæggende normer, som er nødvendige for at begå sig i dette samfund, kommer fra familier - danske såvel som indvandrede - som ikke har en ordentlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Disse familier henslæber deres dage i lediggang og behøver ikke at leve op til andre menneskers forventninger og krav for at modtage den månedlige ydelse fra det offentlige. Der er med andre ord frit slag for at fylde livet med misbrug, kriminalitet, integrationsskadende religiøs fundamentalisme eller bare ganske almindelig dårlig opførsel, uden at det har konsekvenser. Ingen arbejdsgiver står klar med en fyreseddel, når det går over gevind, mens socialrådgiveren omvendt får endnu større forståelse for, at et job naturligvis ikke kan komme på tale og derfor placerer de i forhold til arbejdsmarkedet tilsyneladende uintegrerbare i matchgruppe 5, hvor der ikke stilles nogen krav, men til gengæld er bedre udsigt til en livsvarig førtidspension.
At løse disse problemer kræver et opgør med den socialdemokratiske velfærdsstat og dens rundhåndede pengeuddelinger til alle og enhver, der i dag ikke føler et incitament til at tilpasse sig det omgivende samfunds krav som betingelse for en plads på arbejdsmarkedet. Men dette opgør vil regeringen ikke tage.
Så Anders Fogh Rasmussen kan få stilkarakteren 10 på en 13-skala for de rigtige ord om de tre vigtigste punkter i talen. Men han må nøjes med et 5-tal - ikke bestået - for de løsningsforslag, han anviser, som i forhold til to af de tre punkter er helt utilstrækkelige.
