Leder: Fædresvigt

Moderne fædre tager meget mere del i børnenes liv end deres egne fædre gjorde, fortæller sagkundskaben os

Slettet Bruger,

19/03/2008

Moderne fædre tager meget mere del i børnenes liv end deres egne fædre gjorde, fortæller sagkundskaben os. Men en hel del af dem gør det vist ikke på den rigtige måde, når stadig flere forældrepar nu er begyndt at gå i skole for at lære at tackle deres børn. "Rigtig mange familier har ikke gjort sig klart, at der skal mere end kærlighed til, når børnene skal opdrages," siger en af forældrelærerne, familievejleder Tryggvi Kaldan.

Det er jo først og fremmest manden i huset, der svigter her! Jaja, det er ikke moderne at sige det, men vi gør det nu alligevel: I de fleste familier - ikke alle, men de fleste - er mor den bedste til nærhed og omsorg, mens far er bedst til at sætte grænser og lære barnet selvdisciplin. Af samme grund viser statistikkerne, at en meget stor del af de unge, som er kriminelle, er vokset op hos enlige mødre.

Forældrenes problemer med at styre deres børn er derfor ofte et udtryk for, at disse moderne fædre ikke udfylder deres plads i familien - som fædre(!), ikke som mor nummer to. Det er ikke nok at være sammen med børnene i mange timer, far skal også være det på den rigtige måde, og det er ikke altid på samme måde, som mor er det.

Det er måske ikke let for far at insistere på sit, når kulturen i vores samfund er så domineret af feminine værdier, som den er. Følelser, frigjorthed og nydelse skal styre omgangen mellem mennesker, forkynder disse værdier, men far må alligevel insistere på at afbalancere dem med krav om rationalitet, selvdisciplin og ydelse, hvis blødheden ikke skal tage overhånd.

Held og lykke derude, fædre! Jeres børn har brug for jer, hvis de skal blive velfungerende mennesker.

Kilde: