Regeringens ansættelse af spindoktorer og pressemedarbejdere er gået amok. For øjeblikket har hver minister i gennemnsnit tre af slagsen, og baggrunden er den enkle, at de kan sende regningen videre til skatteborgerne, hvilket aldrig har ansporet nogen til mådehold.
Danskerne betaler årligt 32 millioner kroner for at ministrene kan ansætte folk til at tage telefonen, når pressen ringer for at få svar på kritiske spørgsmål, og sige, "desværre, ministeren har meget travlt i dag, men nu skal du høre, hvad jeg mener om sagen - naturligvis uden for citat". Kun én af ministrene har mandsmod og evner nok til at lade sit telefonnummer ligge blandt journalisterne og simpelthen besvare opkald, uden at han kan nå at få besked fra sit apparat af embedsmænd og rådgivere om, hvad han skal sige. Det er Bertel Haarder.
Det er også en del af forklaringen på, hvorfor ministrene ansætter så mange til at tale med pressen for dem. De er - modsat Haarder - simpelthen ikke kompetente nok til at gøre det på egen hånd, og for det bærer statsminister Anders Fogh Rasmussen en stor del af ansvaret, for det er ham, der har udnævnt dem.
Men der må være grænser for, hvor mange mennesker en minister skal have lov til at ansætte for andre folks penge med det formål at få sig selv til at fremstå langt mere overbevisende i den offentlige debat, end egne evner rækker til. Vi har her at gøre med et umætteligt behov, som med fri adgang til statskassen vil føre til et stadigt voksende forbrug uden overligger. Her må statsministeren skride ind og sætte en grænse for ansættelsen af spindoktorer. Kan ministrene ikke holder sig under den grænse, så skulle de have valgt et andet fag.
Danskerne betaler årligt 32 millioner kroner for at ministrene kan ansætte folk til at tage telefonen, når pressen ringer for at få svar på kritiske spørgsmål, og sige, "desværre, ministeren har meget travlt i dag, men nu skal du høre, hvad jeg mener om sagen - naturligvis uden for citat". Kun én af ministrene har mandsmod og evner nok til at lade sit telefonnummer ligge blandt journalisterne og simpelthen besvare opkald, uden at han kan nå at få besked fra sit apparat af embedsmænd og rådgivere om, hvad han skal sige. Det er Bertel Haarder.
Det er også en del af forklaringen på, hvorfor ministrene ansætter så mange til at tale med pressen for dem. De er - modsat Haarder - simpelthen ikke kompetente nok til at gøre det på egen hånd, og for det bærer statsminister Anders Fogh Rasmussen en stor del af ansvaret, for det er ham, der har udnævnt dem.
Men der må være grænser for, hvor mange mennesker en minister skal have lov til at ansætte for andre folks penge med det formål at få sig selv til at fremstå langt mere overbevisende i den offentlige debat, end egne evner rækker til. Vi har her at gøre med et umætteligt behov, som med fri adgang til statskassen vil føre til et stadigt voksende forbrug uden overligger. Her må statsministeren skride ind og sætte en grænse for ansættelsen af spindoktorer. Kan ministrene ikke holder sig under den grænse, så skulle de have valgt et andet fag.
