Efterhånden som både SF og Socialdemokraterne er ved at bløde op på modstanden mod marginalskattelettelser, er der vist kun to partier i Folketinget, som ikke vil have topskatten ned: Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Enhedslistens synspunkter kender man jo til hudløshed, for det er de velkendte om, at de rige svin ikke skal have lov at beholde frugten af deres udbytning af proletariatet, men hvorfor er Dansk Folkeparti sprunget ombord på galejen? Gruppeformand Kristian Thulesen Dahl forklarer: "Man kan ikke sænke topskatten på en socialt afbalanceret måde uden at øge beskatningen på boliger, og det vil være et eklatant brud på skattestoppet."
Med udtrykket "socialt afbalanceret" mener denne danskhedens stridsmand - og det er virkelig meget dansk dette her, leverpostejsdansk! - at hvis nogen skal have lettet topskatten, så skal de den onde lyneme have lov at betale skatterne på en anden måde, for ellers er det uretfærdigt for dem, der ikke betaler så meget i skat og derfor ikke får så stor en skattelettelse. Argumentationen er både grim og ekstremt mærkelig.
Grim, fordi den ikke bygger på andet end misundelse: "De andre skal ikke have noget, som jeg ikke også får, helt uanset om det måtte være både retfærdigt og samfundsgavnligt." Ekstremt mærkelig, fordi end ikke den danske Forbrugerombudsmand ville kunne tage en tilsvarende klage alvorlig, hvis den blev afleveret inden for hans gebet, og han tager ellers ikke så få mærkelige klager op. Thulesens argumentation svarer til, at en mand, som køber en kvart liter mælk om dagen, går til Forbrugerombudsmanden og klager over, at en rabat på mælk ikke kommer ham lige så meget til gode, som den kommer naboen, der køber to liter mælk om dagen, til gode.
Nogle betaler nu engang mere i skat end andre! Sættes skatten ned, så får de i kroner og øre mere ud af det. De, der ikke betaler skat overhovedet, får i øvrigt ikke en øre i skattelettelse. Uretfærdigt? Naturligvis ikke!
Thulesen Dahls udtalelse bør imidlertid ikke komme som en overraskelse for nogen, for den understreger blot den udvikling, som Dansk Folkeparti har gennemgået. Partiet begyndte som et udbryderparti fra Fremskridtspartiet, der ville beskytte skatte yderne mod skatteplyndringen, men det har gennem årene udviklet sig til et parti for skatte nyderne, der ikke vil give slip på deres indtægtsgrundlag i form af folkepension, førtidspension og efterløn, som finansieres af skatteopkrævningen.
Så galt kan det gå, når man ikke leder et parti på principper, men på intet andet end stemmemaksimering. Pludselig er man blevet til dem, man for blot få år siden kæmpede imod.
Med udtrykket "socialt afbalanceret" mener denne danskhedens stridsmand - og det er virkelig meget dansk dette her, leverpostejsdansk! - at hvis nogen skal have lettet topskatten, så skal de den onde lyneme have lov at betale skatterne på en anden måde, for ellers er det uretfærdigt for dem, der ikke betaler så meget i skat og derfor ikke får så stor en skattelettelse. Argumentationen er både grim og ekstremt mærkelig.
Grim, fordi den ikke bygger på andet end misundelse: "De andre skal ikke have noget, som jeg ikke også får, helt uanset om det måtte være både retfærdigt og samfundsgavnligt." Ekstremt mærkelig, fordi end ikke den danske Forbrugerombudsmand ville kunne tage en tilsvarende klage alvorlig, hvis den blev afleveret inden for hans gebet, og han tager ellers ikke så få mærkelige klager op. Thulesens argumentation svarer til, at en mand, som køber en kvart liter mælk om dagen, går til Forbrugerombudsmanden og klager over, at en rabat på mælk ikke kommer ham lige så meget til gode, som den kommer naboen, der køber to liter mælk om dagen, til gode.
Nogle betaler nu engang mere i skat end andre! Sættes skatten ned, så får de i kroner og øre mere ud af det. De, der ikke betaler skat overhovedet, får i øvrigt ikke en øre i skattelettelse. Uretfærdigt? Naturligvis ikke!
Thulesen Dahls udtalelse bør imidlertid ikke komme som en overraskelse for nogen, for den understreger blot den udvikling, som Dansk Folkeparti har gennemgået. Partiet begyndte som et udbryderparti fra Fremskridtspartiet, der ville beskytte skatte yderne mod skatteplyndringen, men det har gennem årene udviklet sig til et parti for skatte nyderne, der ikke vil give slip på deres indtægtsgrundlag i form af folkepension, førtidspension og efterløn, som finansieres af skatteopkrævningen.
Så galt kan det gå, når man ikke leder et parti på principper, men på intet andet end stemmemaksimering. Pludselig er man blevet til dem, man for blot få år siden kæmpede imod.
