Frifindelsen af urmager Michael Woollhead var ikke kun en lykkelig begivenhed for ham selv, men lykkelig for alle ordentlige mennesker i Danmark. Læren af dommen er, at trues man på livet, så skal man ikke tøve med at forsvare sig selv, heller ikke selvom forsvaret er potentielt dræbende. Det er ikke den, der beskytter sit eget liv mod en uretmæssig krænkelse, som er forbryderen - det er forbryderen, som er forbryderen.
Undervejs i retssagen blev det af anklagemyndigheden påstået, at Woollhead ikke kun havde skudt, da han havde to røvere næsten hængende på ryggen af sig, bankende ham i baghoved og ryg, men også da røverne var på vej ud af butikken. I den situation var deres angreb på urmageren tilendebragt, argumenterede anklageren, og dermed ophørte også Woollheads ret til nødværge. Alligevel skød han tilsyneladende mod røverne, for der var et skudhul ved siden af butiksdøren. Men om alle tre røvere havde front mod døren, eller om én eller to af dem måske stod med deres attrappistoler og pegede på Woollhead, kunne anklageren ikke med sit bevismateriale redegøre for. Og desuden blev de formentlig fem skud fra Woollhead affyret så hurtigt efter hinanden, at det måske slet ikke giver mening at opfatte dem som to adskilte angreb på røverne, men derimod kun som ét.
Domsmandsretten lod den tvivl, der måtte være, komme Michael Woollhead til gode, og sådan skal det også være. Det siger praksis på området, og det siger også den almindelige retfærdighedsfølelse. Det er ikke den, der uden at have bedt om det er blevet sat i en ekstrem svær situation af hårdhændede og kyniske forbrydere, der skal dokumentere, at han ikke har gjort noget galt, når han forsøger at forsvare sig.
Michael Woollhead kan nu tage hjem til Fyn og få et velfortjent hvil. Butikken i Kompagnistræde er lukket, nerverne kunne ikke klare det længere, har han fortalt. Kom ovenpå igen, urmager! Du er et godt menneske, der har optrådt, som flere burde optræde, når de oplever, at deres skæbne pludselig befinder sig i skrupelløse forbryderes hænder. I den situation kan man håbe på det bedste og gøre ingenting - eller man kan beslutte sig for, at det skal være løgn, og udnytte de muligheder man har for selv at gøre en forskel. Du valgte det sidste, og det er al ære værd. Hvis flere gjorde som dig, ville forbryderne ikke have så lette vilkår for deres hærgen, og mange af dem ville finde sig mere fredelige sysler. Du har med din indsats fået potentielle forbrydere til at tænke sig om en ekstra gang, før de beslutter sig for at begå deres forbrydelse. Du har dermed bidraget til et mere trygt Danmark for alle os andre, og det skal du have en meget stor tak for.
Undervejs i retssagen blev det af anklagemyndigheden påstået, at Woollhead ikke kun havde skudt, da han havde to røvere næsten hængende på ryggen af sig, bankende ham i baghoved og ryg, men også da røverne var på vej ud af butikken. I den situation var deres angreb på urmageren tilendebragt, argumenterede anklageren, og dermed ophørte også Woollheads ret til nødværge. Alligevel skød han tilsyneladende mod røverne, for der var et skudhul ved siden af butiksdøren. Men om alle tre røvere havde front mod døren, eller om én eller to af dem måske stod med deres attrappistoler og pegede på Woollhead, kunne anklageren ikke med sit bevismateriale redegøre for. Og desuden blev de formentlig fem skud fra Woollhead affyret så hurtigt efter hinanden, at det måske slet ikke giver mening at opfatte dem som to adskilte angreb på røverne, men derimod kun som ét.
Domsmandsretten lod den tvivl, der måtte være, komme Michael Woollhead til gode, og sådan skal det også være. Det siger praksis på området, og det siger også den almindelige retfærdighedsfølelse. Det er ikke den, der uden at have bedt om det er blevet sat i en ekstrem svær situation af hårdhændede og kyniske forbrydere, der skal dokumentere, at han ikke har gjort noget galt, når han forsøger at forsvare sig.
Michael Woollhead kan nu tage hjem til Fyn og få et velfortjent hvil. Butikken i Kompagnistræde er lukket, nerverne kunne ikke klare det længere, har han fortalt. Kom ovenpå igen, urmager! Du er et godt menneske, der har optrådt, som flere burde optræde, når de oplever, at deres skæbne pludselig befinder sig i skrupelløse forbryderes hænder. I den situation kan man håbe på det bedste og gøre ingenting - eller man kan beslutte sig for, at det skal være løgn, og udnytte de muligheder man har for selv at gøre en forskel. Du valgte det sidste, og det er al ære værd. Hvis flere gjorde som dig, ville forbryderne ikke have så lette vilkår for deres hærgen, og mange af dem ville finde sig mere fredelige sysler. Du har med din indsats fået potentielle forbrydere til at tænke sig om en ekstra gang, før de beslutter sig for at begå deres forbrydelse. Du har dermed bidraget til et mere trygt Danmark for alle os andre, og det skal du have en meget stor tak for.
