Det kan godt være, at Socialdemokraterne og SF ikke vinder næste folketingsvalg, men det betyder ikke, at de to partiers strategi er en fiasko, hvis den måles med en anden målestok end den, som benyttes af de sædvanlige politiske kommentatorer.
Her på 180Grader er vi sandt for dyden ikke enige med meget af den politik, som kommer fra S-SF-koalitionen, men man bør ikke underkende, at de to partier faktisk formår at sætte en dagsorden og evner at trække debatten i retning af det, som man nu engang går ind for i den lejr. Ubønhørligt messes der om nødvendigheden af, at staten bestemmer lidt mere, mens private danskere - for almenvellets skyld, naturligvis - må affinde sig med at få deres liv sat bare lidt mere og lidt mere og lidt mere under administration. Hvad enten det handler om nye forbud, ny regulering eller nye skatter.
Overfor denne målbevidsthed står den på papiret borgerlige regering, som siden 2001 er gået fra valgsejr til valgsejr, men som undervejs har ofret det regeringsprivilegie, det er at have udspilsretten i samfundsdebatten - at være den mur som de andre spiller bold op af.
I stedet for at ledelserne i Venstre og de Konservative spørger sig selv, hvad de egentlig gerne vil gennemføre, spørger de, hvad oppositionen mon vil gennemføre og tilrettelægger så deres politik efter det - blot et lille-bitte marginalt stykke til højre for.
Venstrefløjen repræsenterer aktionen, regeringen er reaktionen. Men det burde være lige omvendt. Hvad skal man ellers med en regeringsmagt?
Her på 180Grader er vi sandt for dyden ikke enige med meget af den politik, som kommer fra S-SF-koalitionen, men man bør ikke underkende, at de to partier faktisk formår at sætte en dagsorden og evner at trække debatten i retning af det, som man nu engang går ind for i den lejr. Ubønhørligt messes der om nødvendigheden af, at staten bestemmer lidt mere, mens private danskere - for almenvellets skyld, naturligvis - må affinde sig med at få deres liv sat bare lidt mere og lidt mere og lidt mere under administration. Hvad enten det handler om nye forbud, ny regulering eller nye skatter.
Overfor denne målbevidsthed står den på papiret borgerlige regering, som siden 2001 er gået fra valgsejr til valgsejr, men som undervejs har ofret det regeringsprivilegie, det er at have udspilsretten i samfundsdebatten - at være den mur som de andre spiller bold op af.
I stedet for at ledelserne i Venstre og de Konservative spørger sig selv, hvad de egentlig gerne vil gennemføre, spørger de, hvad oppositionen mon vil gennemføre og tilrettelægger så deres politik efter det - blot et lille-bitte marginalt stykke til højre for.
Venstrefløjen repræsenterer aktionen, regeringen er reaktionen. Men det burde være lige omvendt. Hvad skal man ellers med en regeringsmagt?
