Den danske cykelrytter Michael Rasmussen vandt søndag dagens etape af Tour de France. Men han vandt ikke bare etapen, han kunne også iføre sig både den prikkede bjergtrøje og den gule førertrøje.
Der er god grund til at stoppe op og bemærke Michael Rasmussens bedrift. Han er en af den slags slags enere, der gør en dopingplaget cykelsport seværdig, for - doping eller ej - så repræsenterer han det ypperste.
Når han i asocial koncentration på den mindst socialdemokratiske-leverpostej-agtige måde, kæmper sig over bjerg efter bjerg i ensom majestæt med en ansigt trukket i indædt fightervilje, overvinder smerten og præsterer det som kun en brøkdel af os kommer til. Det er resultatet af stræberi, af rå vilje omsat til pedalerne i timers og atter timers træning.
Der er god grund til at stoppe op og bemærke Michael Rasmussens bedrift. Han er en af den slags slags enere, der gør en dopingplaget cykelsport seværdig, for - doping eller ej - så repræsenterer han det ypperste.
Når han i asocial koncentration på den mindst socialdemokratiske-leverpostej-agtige måde, kæmper sig over bjerg efter bjerg i ensom majestæt med en ansigt trukket i indædt fightervilje, overvinder smerten og præsterer det som kun en brøkdel af os kommer til. Det er resultatet af stræberi, af rå vilje omsat til pedalerne i timers og atter timers træning.
Hans præstationer repræsenterer noget, der alt for sjældent hyldes her til lands. Det er anti-jante. Anti-socialdemokrati. Det er enerens præstation.
Tillykke Michael Rasmussen.
