Leder: En gratis omgang fra Kristian Jensen

Endnu engang har Venstres top fundet ud af, at en lille tale om det personlige ansvar er på sin plads, og endnu engang har vi at gøre med en omgang...

Slettet Bruger,

22/05/2009

Endnu engang har Venstres top fundet ud af, at en lille tale om det personlige ansvar er på sin plads, og endnu engang har vi at gøre med en omgang uforpligtende lirumlarum. Tidligere har Claus Hjort Frederiksen været på banen med snak om, at danskerne skulle til at male deres gamle familiemedlemmers værelse på plejehjemmet. Denne gang er det Kristian Jensen, i sin egenskab af nykåret næstformand i Venstre, der bare lige vil sige, at danskerne i hvert fald ikke skal forvente, at det offentlige vil påtage sig mere ansvar på deres vegne. F.eks. hvis nogen i oppositionen skulle mene, at rejsegarantifonden også skal dække krakkede flyselskaber, så vil Kristian Jensen stå fast - klippefast!

Men hvad med alt det ansvar, som allerede er blevet taget fra os og placeret i verdens største offentlige sektor? Det vil Kristian Jensen ikke gøre noget ved, for som han siger: "Jeg har ikke noget behov for at rulle ting tilbage".

Jamen, så har vi andre heller ikke noget behov for at tro, at Kristian Jensens udgydelser skulle være udtryk for, at lederskiftet i Venstre og regeringen - fra Fogh til Løkke - har ført til, at der er kommet ny gejst i partiet, at man sprudler med idéer og værdidebat. For vi kan høre, at man bare fortsætter linjen, ifølge hvilken politik er noget, som føres for at genvælge politikere til fine poster, ikke fordi man brænder oprigtigt for noget som helst.

Kristian Jensen vil til tider gerne give indtryk af, at han er lidt mere principfast end de andre Venstre-ministre, men også med ham må man have en mistanke om, at det bare er spil for galleriet, så han en dag kan blive valgt som formand i partiet. Herefter vil han trække nøjagtigt lige så langt ind mod midtersumpen - det sted hvorfra intet ægte engagement kan slippe ud levende - som han finder det nødvendigt for at leve et komfortabelt liv med et minimum af modgang.

Kilde: